De sidste par dage har været ... interessante.
Jeg har læst, at mine penge - ikke overraskende - bliver smidt væk til integrationsprojekter, og at ingen ved, hvordan de er brugt. Det eneste vi ved, er, at statens håndlangere og dens importerede klienter (der er i disse projekter en vis fællesmængde), må sidde og grine af os, der går på arbejde i det private.
Jeg kan også forstå, at vi nu skal til at bruge mine penge på husejeres energirenoveringer. Alt er muligt, og stemmer kan købes, så længe vi dækker os ind under noget med klima. For klimaet, uha, det er farligt. Kommer snart til en by nær dig.
Eller ikke. Uanset kommer det til at koste mig penge; natürlich.
Her i vores lille krog af internettet har jeg haft lejlighed til at stifte bekendtskab med folk, der udstiller dansk, totalitær vi-ved-hvad-der-er-bedst-for-dig-socialisme i sin ulækreste form. Jeg vidste ikke, den slags mennesker gik rundt blandt mig. Det gør mig vitterligt trist. Ikke sur, bare trist. Hvor er danskerne dog over én kam et bange folk, der helst deponerer hjernen på nærmeste kommunekontor.
Og apropos spild af indvandrerpenge: Det går skidegodt. Eller ...
20 minutter herfra er det, som det vist er alle bekendt, gået helt galt. Bagdad much?
Og så har vi ikke snakket om Skatte-Barbie vores blanke statsminister, europagt eller veninderne fra K10.
Så nu gider jeg ikke mere. Jeg gider ikke betale mere til fallitboet, til fallenterne, og mest af alt gider jeg ikke ligge for had, fordi jeg har formastet mig til at tage en uddannelse, arbejder hårdt, og gerne vil beholde både min frihed og mine penge selv.
Hvad gør en cand.merc.'er med et supergodt snit, udlandserfaring; som taler tre sprog flydende og har et par års erfaring fra et anerkendt sted i erhvervslivet? Sender McKinseys Zürich-kontor en ansøgning? Er USA stadig et godt bud?
Er der udlandsdanskere til stede? Var det svært? Dyrt?
For nu er nok sgu nok.
