En lidt naiv og "gammeldags" opdraget samfundsborger forventer naturligt, at netop samfundets elite, dvs. politikere, embedsmænd, administratorer, kort sagt mennesker med statsautoriseret magt og indflydelse, foregår os med et godt eksempel, og at de forvalter de midler, vi har betroet dem, med skønsomhed og fornuft - netop fordi det er betroede midler, ikke deres egne.
I disse for vort land så kritiske tider bliver vi desværre gang på gang skuffede - så frustrerede, at vor ellers så grundfæstede tillid til myndighederne rystes.
Hvad ligner det, at Nationalbankens direktør, ham, der om nogen burde være et eksempel til efterfølgelse, når det gælder økonomisk ansvarlighed, misbruger sin stilling på en tjenesterejse til Istanbul? Skulle han ikke have råd til selv at betale for konens ophold på et luksushotel, hvis hun absolut skulle ledsage manden?
Og hvad ligner det, at miljøministeren på én dag fyrer 40.000 skatteyderkr. af for at lære at omgås medierne? Hvad f..... må hendes gamle fader ikke tænke? Er denne dame, der teoretisk skulle have lært at manipulere medierne på hjemmebane, ikke i stand til at drive sit ministerium uden at lære at håndtere medierne, skulle hun have søgt et andet job?
Det er, som om den "elite", der styrer samfundet, har mistet både jordforbindelse og en god portion dømmekraft.
Miljøministeren ønsker at lære at kunne begå sig i medierne. Det er måske - mere og mere - medierne, der sætter dagsordenen og "sætter sig" på politikerne, og derfor må politikerne nødvendigvis tage udfordringen op.
Men burde hun - og sammen med hende snesevis af andre højt betalte "offentligt ansatte", politikere, embedsmænd etc. - ikke først og fremmest lære en ny disciplin, vi kunne kalde politisk etik? I dagens Danmark ofres der millioner på at finde ud af, hvem der gjorde - eller ikke gjorde - hvad under Den Kolde Krig; eller hvem der kunne eller burde have stoppet Blekingegadebanden i tide; eller hvem der lækkede hvad, da Jægerkorpset blev sendt til Irak. Dyre undersøgelser, der næppe har haft nogen som helst konsekvenser.
Når vi er så "large", kunne vi så ikke med fordel ofre et par mio kr. om året på at lære politikere (også folketingskandidater!), embedsmænd, ja alle offentligt ansatte "pinger" en smule politisk etik (Emma Gad ville have kaldt det "pli"), nemlig at beklæde deres embede med en smule ydmyghed, herunder også at lære, at offentlige midler ikke er at ligne ved et ta'selv-bord?
I disse for vort land så kritiske tider bliver vi desværre gang på gang skuffede - så frustrerede, at vor ellers så grundfæstede tillid til myndighederne rystes.
Hvad ligner det, at Nationalbankens direktør, ham, der om nogen burde være et eksempel til efterfølgelse, når det gælder økonomisk ansvarlighed, misbruger sin stilling på en tjenesterejse til Istanbul? Skulle han ikke have råd til selv at betale for konens ophold på et luksushotel, hvis hun absolut skulle ledsage manden?
Og hvad ligner det, at miljøministeren på én dag fyrer 40.000 skatteyderkr. af for at lære at omgås medierne? Hvad f..... må hendes gamle fader ikke tænke? Er denne dame, der teoretisk skulle have lært at manipulere medierne på hjemmebane, ikke i stand til at drive sit ministerium uden at lære at håndtere medierne, skulle hun have søgt et andet job?
Det er, som om den "elite", der styrer samfundet, har mistet både jordforbindelse og en god portion dømmekraft.
Miljøministeren ønsker at lære at kunne begå sig i medierne. Det er måske - mere og mere - medierne, der sætter dagsordenen og "sætter sig" på politikerne, og derfor må politikerne nødvendigvis tage udfordringen op.
Men burde hun - og sammen med hende snesevis af andre højt betalte "offentligt ansatte", politikere, embedsmænd etc. - ikke først og fremmest lære en ny disciplin, vi kunne kalde politisk etik? I dagens Danmark ofres der millioner på at finde ud af, hvem der gjorde - eller ikke gjorde - hvad under Den Kolde Krig; eller hvem der kunne eller burde have stoppet Blekingegadebanden i tide; eller hvem der lækkede hvad, da Jægerkorpset blev sendt til Irak. Dyre undersøgelser, der næppe har haft nogen som helst konsekvenser.
Når vi er så "large", kunne vi så ikke med fordel ofre et par mio kr. om året på at lære politikere (også folketingskandidater!), embedsmænd, ja alle offentligt ansatte "pinger" en smule politisk etik (Emma Gad ville have kaldt det "pli"), nemlig at beklæde deres embede med en smule ydmyghed, herunder også at lære, at offentlige midler ikke er at ligne ved et ta'selv-bord?
