Jeg kom en halv time for tidligt til generalforsamling i Dansk-israelsk Selskab i synagogen i København og fik derfor en sludder med den ene af de to betjente, der stod vagt udenfor i kulden.
Han følte det fuldstændig forkert at stå der med en skarpladt maskinpistol og mente i øvrigt, at hvis endelig islamisterne var på krigsstien, ville deres ofre jo bare være betjentene i første omgang.
Og vi var meget enige om det uhyrlige i, at en gruppe danskere, altså jøderne, skal samles i en fæstning, hvor en hel sal er optaget af betjente på skiftehold.
Hvor længe skal tilstanden være sådan? Muslimerne, og dermed islamisterne, er jo kommet for at blive, så vi taler ikke bare om et år eller to, men måske indtil en borgerkrig stopper dem.
Vi er nemlig havnet i en grostesk situation med en selvforstærkende udvikling. Jo mere vi bevæbner os, jo mere magtfulde føler islamisterne sig. Det ses helt tydeligt blandt de unge, som pludselig er blevet midtpunkt og har nu den opmærksomhed, de ellers kun opnår ved deres bandevirksomhed.
Da islam helt fra Mohammeds tid bygger på vold og frygt bliver vores forsvar at gemme os. Jøderne gemmer sig, deres skole er i fare for lukke, vore soldater går ikke i uniform i fritiden, skrivende folk dæmper sig, homoseksuelle gemmer sig, redaktionsarbejde i for eksempel Politikens Hus foregår bag sikrede døre, politikere har livvagter døgnet rundt.
Og som sagt, jo mere vi gemmer os, jo mere magt får islamisterne. Erfaringerne fra Sverige om muslimernes nu udtalte ønske om mere magt er jo skræmmende, også fordi de politisk korrekte, de kulturradikale, den snakkende klasse konstant nedtoner den islamiske fare.
Jeg har et meget stort ønske om, at de toneangivende danskere meget grundigt ville sætte sig ind i islamisk lære. Så ville de opdage, hvad vi er oppe imod.
Så kunne vi måske samles om spørgsmålet: Hvor længe endnu?
