Som almindelig ejer af et ordinært parcelhus har jeg længe overvejet om jeg skulle investere i et solcelleanlæg. Både fordi det er smart (trommehvirvel …), fordi det måske er bedst for klimaet (glorie …), men når alt kommer til at nok mest fordi jeg på sigt kunne se mere mønt i min pengepung (Ka-tjing…). Da en kollega denne sommer kundgjorde, at han nu havde fået installeret et solcelle-apparatur og kunne spare mange tusinde kilowatttimer årligt, var jeg tændt og undersøgte alverdens annoncer for at finde den mest optimale løsning – jeg ville have mest for mine penge.
Jeg slukker mit TV, lydanlæg og diverse bokse når jeg er færdig med at se TV, blot for at må bruge minutter på at boote og genprogrammere dem ved næste brug. Jeg har allerede udskiftet alverdens glødepærer med langtidsholdbare lavenergipærer, og lever nu vintermånederne i et blåligt koldt lys, blot for at kunne konstatere at min elregning stiger på trods af mit faldende elforbrug.
Alligevel var der hele tiden min kære kone, der holdte mig tilbage fra at tage springet udi solcelle-investeringen (I øvrigt var det også hende, som der for ca. 5 år siden afholdt mig fra, at tage et millionlån, for derved at kunne foretage en investering i nogle engelske forretningsbygningsprojekter, som bare ikke kunne gå galt). Når jeg tænkte over min kones grund til, at hun er så tilbageholden, er det nok ikke kun det, at hun er nordjyde og har et indbygget forbehold overfor alt fra København, men nok nærmere, at hun følger en gylden regel, der siger: ”Hvis det er for godt til at være sandt, ja så er det nok ikke sandt”.
Der er snart gået 1½ år siden vi fik en ny regering, som prædikede ”grønne” investeringer – ”her ligger Danmarks fremtid!” – synes vores politikere at være overbevist om. Hvorfra denne overbevisning stammer, venter vi stadig at få svar på.
Men som et imponerende flagskib, blev solcelle-eventuret lanceret – ”så kunne vi jo se hvor soleklart det virkede”. Selv om de fleste kritiske danskere kunne se, at det logiske argument stadig manglede, kunne solcelle-entusiasterne mærke initiativet kontant i deres pengepung – og så var deres mund lukket med flagskibets sejl af 1000 kr.-sedler.
Men ved afslutningen af enhver hyggelig aften i byen med vennerne, er der et regnskab der skal gøres op. Dette gælder både fattig og rig, høj og lav, højre- og venstre-politikker. Og min kone spurgte mig: ”Er regering stadig ligeså overbeviste om at frelsen ligger i grøn energi, når de ser regningen?”. Mit svar var: ”Det er ædle mennesker der sidder i regeringen. De vil ikke først pådutte danskerne at foretage store investeringer – måske for lånte penge – for dernæst bid for bid at opløse fundamentet for investeringerne”. Min kone vendte blikket mod opvasken og mumlede noget med: ”Betalingsring, 2 lærer i klasserne, efterlønsbevis, osv.”.
Jeg har stadig ikke taget mig sammen til at starte min investering i et solcelle-anlæg – og i dag, da jeg lige skulle tjekke op på nyhederne så jeg flg. artikel: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2012/11/09/130350.htm.
Hvor jeg hader, at min kone har ret! Der går nok en rummelig tid inden jeg genoptager overvejelserne.
