Hverdagens sande heltinder – Netto-kassedamerne

De tjener ikke meget

Lars Helleskov Engelbrektsen,

28/05/2010

De tjener ikke meget. En kassedame i Netto får mindre brutto end de fleste får netto. Hun kunne gå hjemme. Og få offentlig hjælp til livets opretholdelse. Og måske også have samme økonomi og materielle levevis og muligheder, som hvis hun gik på job 222 dage om året i Netto og må udsættes for fortravlede, ubehøvlede kunder der siger: ”Hvorfor åbner I ikke en kasse til?”. Kassedamen i Netto har lyst til at svare med et modspørgsmål: ”Hvorfor tror du det er billigere at handle i Netto end i Superbrugsen?”. Men det siger hun ikke, hun skal varetage Nettos interesser og kundens og i hvert fald ikke belære nogle om sammenhængen mellem varepriser og betjening, lige midt i ulvetimen, som ikke alle er lige gode eller heldige til at kunne undgå.

Kassedamen passer sit job, står op hver dag og smører en madpakke. Hun har struktureret sin hverdag omkring arbejdet og arbejdets behov og krav. Familielivet er også lagt til rette. Den daglige kabale går op og det hele kræver logistik og koordination, når en familie skal i hver sin retning hver morgen, året rundt. Kassedamen er ikke gået i luksusfælden. Hun har ikke optaget nemme og hurtige og derfor dyre forbrugslån. Friværdien er ikke brugt, da hun ingen fast ejendom har. Mange middelklassedanskere har de seneste 5 år levet som overklassen. Gourmetmiddage, overnatninger på fornemme mangestjernede hoteller, 2-3 årlige udenlandsture, elektronisk isenkram, nye køkkener er sat op, men bruges kun til at slice pizzaen i, osv. Middelklassen leger overklase – på kredit eller ved eksempelvis at købe en stor og dyr bil, der er afskrevet efter 10 år, ved hjælp af friværdien i et 30 årigt huslån! Nu er friværdien væk. Krisen er indtruffet. Festen er forbi. Det er blevet hverdag og de eneste rigtige penge er dem man tjener. Og det skal vi lige lære igen. Imellemtiden er middelklassen blevet teknisk insolvente. Om end stavnsbåndet er ophævet er et nyt indført. Binding til eget hus. Ingen har råd til at sælge med tab. Alt går i stå. Danmarks vellønnede ejendomsmæglere prøver at tale boligsalget i gang.

Kassedamen har bosat sig tæt på arbejdet og kan gå dertil. Det giver ingen kørselsfradrag. Bil er der endnu ikke blevet til. Og altanen giver ikke mulighed for opsætning af en webergrill, der efterhånden er store som huse. Men hun tjener sine egne penge og forsørger sig selv og bidrager til familiens forsørgelse. Hun betaler også noget skat, men kan nok ikke aktuelt prale af at være nettobidragyder til den danske velfærdsstat, men det kan komme.

Selvom det ikke kan betale sig, økonomisk set og her og nu, går hun dagligt på arbejde. Ryggen gør lidt ondt på nogle dage. Underligt nok får man ikke ondt bagi, af at sidde ned ved et kasseapparat. Man får ondt længere oppe nordpå. Kassedamen lader dem der har for god tid om at have ondt bagi.

Men kassedamen har regnet én ting ud og derved adskiller hun sig fra dem, der ser en fidus i at undgå arbejde. Hun tror på, at det altid kan betale sig at arbejde. At det åbner døre at arbejde. At man møder mennesker og det skaber muligheder. At det ene fører det andet med sig. At man dygtiggør sig og kan avancere og ikke er parkeret i en permanent stilling, hvis man gerne vil videre og er villig til at ofre sig lidt for sagen. Jeg kører forbi en Netto butik hver dag og ser den samme kvinde komme gående på det samme tidspunkt dag efter dag. Ofte i regnvejr og med udsigten til endnu en – efter manges mening – triviel dag. Men hun passer sit job og det er mange glade for. Hun er en af hverdagens sande heltinder. Med et fortærsket udtryk har hun et proaktivt syn på tilværelsen. Hun tror på social opdrift. Hun tror på at det kan betale sig at gøre en indsats. Hun er ikke altid blevet bekræftet i det, men ingen skal forhindre hende i at levere et godt stykke arbejde. Hun kunne ikke li’ skolen, men livets skole er nu meget god og lærerig. Og lidt hård, men retfærdig. Man får som regel det igen man investerer. Nogle synes at få fra samfundet, uden at gøre sig fortjent til det, men den vej tør kassedamen ikke begive sig ud på. For hvor fører den hen og hvem komme og samler hende op. Det med det fintmaskede sikkerhedsnet er ikke noget for hende. Hun er ikke en linedanser. Bare en simpel kvinde, der står op, går af sted og hjem igen fra arbejde. Og sådan set ikke generer nogen. Det er hun for træt til efter en lang dag. Sommetider spørger hun sig selv: Findes der mon alternativer, en anden levevej. Det gør der nok og muligheder skal en dag forfølges. Men hvem skal hun spørge til råds. De arbejdsløse veninder har deres sagsbehandlere at tale med om den slags. Kassedamen har ikke rigtigt nogen og fagforeningen er sikkert også kun interesseret i at fastholde hende i den funktion hun har nu. Hvis hun nu tog en uddannelse som social- og sundhedsassistent kunne hun nok tjene noget mere. Fagforeningen gider hun ikke spørge. Hvilken interesse skulle de have i at hun tog en anden uddannelse? De ville jo bare miste hende som betalende medlem. Og hvem skal så betale for fagforeningsbossernes gourmetmiddage?

Kilde: