Skal ældre skubbes bagerst i køen, når det gælder behandling af fx kræft? Hvor meget skal vi behandle mennesker, der lider af en uhelbredelig sygdom? Og hvor mange ressourcer skal bruges på forebyggelse? Det er nogle af de spørgsmål, som vi politikere er nødt til at forholde os til i en tid, hvor efterspørgslen efter ydelser fra vores sundhedsvæsen nærmest er uendelig. Modsat størrelsen af kassebeholdningen.
Det er meget glædeligt, at der konstant opfindes nye behandlingsmetoder. Men desværre er der hverken penge eller hænder nok til at behandle alle lige hurtigt og effektivt. Som sundhedspolitikere befinder vi os lige midt i dilemmaet mellem de begrænsede ressourcer og de uendelige behov. Nøgleordet er politisk prioritering. For prioriterer politikerne i sundhedsvæsenet ikke, er der andre, som gør det. Gør vi det ikke åbenlyst, bliver det gjort i det skjulte. Derfor er det så vigtigt, at vi åbent tør diskutere vore prioriteringer om, hvordan vi bedst anvender danskernes skattekroner.
