Jeg tillod mig at tro at det var for de svageste, vi havde velfærdssamfundet. Og hvis det altså ikke er for dem, hvem er det så egentlig vi har velfærdssamfundet for?
I dagpengereformen i 2011 halverede man dagpengene og hævede pensionsalderen. Det var ud fra betragtningen om at ”nu kommer der mangel på arbejdskraft”. Well? Er der nogen grund til at tro der kommer mangel på arbejdskraft indenfor den nærmeste fremtid? På ingen måde er der udsigt til det, de sidste tyve år har politikerne sagt det samme og i samme periode har den reelle ledighed ligget på ca. 450.000 personer.
Naturligvis godt kamufleret af aktivering, jobtilbud og andre tiltag, der skjuler folk i systemet.
Reformen sparede statskassen for 3,1 milliard, hvilket var formålet med reformen. Formålet med reformen var altså ikke om det var rimeligt at man havde 4 års dagpenge eller om det var rimeligt man kunne gå på pension som 60-årig, formålet var at spare penge. Det handlede ikke en dyt om ”mangel på arbejdskraft” eller andre floskler som ingen tror på. Imens bruger vi så ikke mindre end 16 milliarder om året på at holde arbejdsløse beskæftiget. Når formålet var at spare penge, så havde det været oplagt at skære der, og gerne skære 16 milliarder. Hvis man er arbejdsløs må det altså være ens eget ansvar at holde sig beskæftiget, indtil man får et job.
Uanset om man er enig i det eller ej, så er faktum det, at man skar dagpengene og hævede pensionsalderen i en tid hvor der er massearbejdsløshed og angav den officielle begrundelse som ”i forventning om at der kommer mangel på arbejdskraft”. Hvis man er kok, tjener, sygeplejerske, lærer, gartner, ja faktisk alt andet end murer og tømmer, så udsigterne ikke ligefrem gode.
Den store ”kickstart” er jo også bare at lave nogle ting nu, der skulle laves om måske 5 år, fint nok, men når det arbejde er udført, så er vi tilbage ved udgangspunktet igen. Der er ikke kommet fem potter pis vækstinitiativer i forhold til erhvervslivet. Tværtimod. Man har øget beskatningen af erhvervslivet. Ja, end ikke engang planloven har man kunne snøvle sig sammen til at ændre til erhvervslivets fordel. End ikke at alt kun skal oplyses én gang til det offentlige har man kunne finde ud af.
Det eneste reformen betyder, er at vi fremover vil finde flere kassedamer der er uddannet arkitekter, de tager så arbejdet fra dem, der ikke evnede at tage en uddannelse, hvorefter de står på kontanthjælp. Jeg ved ikke, hvordan nogen kan have glæde af det.
I den seneste reform har man nu indført det at man er rask hvis man er under 40, sådan. Vi er det eneste land, der simpelthen har afskaffet sygdom inden en bestemt alder. Naturligvis er det sket fordi der er sket svindel eller kassetænkning fra kommunerne. Hvad med at tage fat der så? Hvad med at indfører en 3-årig pensionsmulighed? Hvad med at kræve at reglerne rent faktisk bliver overholdt? I stedet vælger man at straffe alle over en kam.
Reformen burde være startet med spørgsmålet: Hvad er formålet med førtidspensionen?
Bistandsklienter og andet godtfolk må fremover nøjes med at få reguleret ydelsen med inflationen, og det er vel fair nok. Men igen savner jeg at man startede med værdipolitiken. Er det rimeligt at nogle bistandsklienter kan have mere i ydelse end folk, der arbejder? Er det rimeligt at der er under 1000 kroner i forskel på at sidde hjemme og spille computer fremfor at arbejde i Aldi?
I stedet valgte man igen at lægge ud med at man skulle spare 1,9 milliard, det var formålet. Ikke noget med at vurderer ens politiske værdier, nej, det handlede bare om at spare. Og derfor sluttede man da man ramte 1,9 milliard. Man overvejede aldrig formålet med det man egentlig var i gang med. Og det er forbandet, for havde man nu overvejet det grundig nok, så havde vel nået frem til at bistanden ganske enkelt var for høj, fordi den reelt skaber en mindsteløn, der er for høj. Man kunne med sindsro have fastfrosset den krone for krone i de kommende 5 år, regeringen og VK var blevet nøjagtig ligeså upopulære (blandt bistandskilenter og lignende) af den grund som nu.Og det havde måske netop været en af de ting, der kunne hjælpe erhvervslivet. Man kunne også have hævet bundfradraget og nedsat de passive ydelser, så ville dem på passive ydelser få det samme, mens dem i arbejde fik mere - og konkurrenceevnen blev forbedret. Så var der måske en grund til at tro på at der netop kom flere arbejdspladser.
Med øgede afgifter har man valgt at øge beskatningen af tobak, vin, øl, sodavand, kød, mælkeprodukter, slik, kager, is og snart sagt alt andet. Igen for at ”finansiere velfærdssamfundet”, igen er det dog de lavestlønnede der procentvis (af egen indkomst) kommer til at betale det meste af gildet.
Man kan koldt og wc-agtigt konstatere at i de sidste reformer er der blevet skåret ned på handicappet, syge, arbejdsløse og pensionister. Næste år skæres der ned på samtlige folkeskoler, plejehjem, hjemmehjælpen og børnehaverne. Ikke fordi man ideologisk synes det er det rigtige, men fordi man sidder med et regneark og vil have ender til at passe sammen.
Jeg tillod mig at tro at det netop var for dem, vi havde velfærdssamfundet. Og hvis det altså ikke er for dem, hvem er det så egentlig vi har velfærdssamfundet for?
Christiansborg har fuldstændig glemt formålet med velfærdsstaten, hjælp de svage og lad resten klare sig selv. I dag har vi samfund, der hjælper alle og i særdeleshed dem, der råber højst og dem der kan pløje sig igennem 20.000 sider lovgivning. Og det er lige præcis ikke det svageste, der evner det.