Hvem er højreekstremister?

Ole Hyltoft, forfatter og næstformand i DR-bestyrelsen spørger på baggrund af DR/DR2 Deadline og P1´s dubiøse og oikofobe journalistik

Claus Dellgren,

13/04/2010

Ole Hyltoft, forfatter og næstformand i DR-bestyrelsen spørger på baggrund af DR/DR2 Deadline og P1´s dubiøse og oikofobe journalistik.

"Folk vil oplyses, ikke opdrages af Danmarks Radio."

"For et års tid siden blev en hidtil ukendt kvinde kendt i Sverige for sit nedladende syn på Danmark. Lena Sundstrøm hedder hun. Hun har skrevet en bog om det Danmark, der eksisterer uden for intelligentsiaens rækkevidde. Vi udgør omkring 90 pct. af danskerne. Vi er det pinlige Danmark. Hun blev selvfølgelig straks inviteret i Deadline. Med moderlig bekymring så hun på et Danmark, der er så uanstændigt, at det modsætter sig at blive omformet til et arabisk sheikdømme."

"Intervieweren spurgte Lena Sundstrøm, om det da ikke var godt, at vi havde en åben debat i Danmark. Hun svarede med et modspørgsmål. Jamen havde den åbne danske debat da medført, at Dansk Folkeparti var skrumpet ind? Dansk Folkepartis tilbagegang var for hende det eneste succeskriterium for en åben debat. Det logiske spørgsmål, hvorfor det da var så galt, at danskere stemte på DF, stillede DR-journalisten ikke."

"Efter sin indsats har Lene Sundstrøm erobret positionen i svensk tv som en af de fire, der uundgåeligt udspørges som eksperter i danske forhold. De tre andre er Drude Dahlerup, Carsten Jensen og Lars Dencik fra RUC. Den sidste mener ligefrem at Danmark er en sygdom. Alle fire holder af Enhedslistens og Uffe Ellemanns Danmark, men afskyr det åbenhjertige, folkelige Danmark."