Luthers islamkritik kan ikke sammenlignes med Muhammedtegningerne, for han var ikke satiriker. Men han taler ikke pænt om Muhammed, svarer pensioneret sognepræst Ricardt RiisHvad angår forholdet til Muhammed-krisen, kan man læse om Luthers syn på muslimer i almindelighed i hans to skrifter fra 1529 og 30: ”Om krig mod tyrken” og ”Hærprædiken imod tyrken” (betegnelsen ”tyrken” står som synonym for muslimerne). Her hedder det f.eks.:
”For han lader i virkeligheden ikke de kristne komme offentligt sammen, og der er heller ingen, der offentligt må bekende Kristus eller prædike eller lære imod Muhammed”.
Det første er nok lidt overdrevent, for de kristne havde ret til at afholde deres gudstjenester i de muslimske lande, men det sidste: at man ikke offentligt må bekende Kristus eller prædike eller lære imod Muhammed, er sandt nok.
Hvordan det nærmere betragtet gik for sig, har en præst ved navn Eulogius berettet om. Hans beretning stammer fra Cordoba i Spanien omkring 850, men kan sikkert godt gælde som symptomatisk også for de tyrkere, Luther havde som naboer.
Han fortæller om en præst, Perfectus, der lod sig lokke af sine muslimske landsmænd til at sige noget om, hvordan de kristne så på Muhammed, dog først efter at have afkrævet dem et løfte om, at de ikke ville efterstræbe ham for det.
Men da de hørte ham sige, at deres profet var den værste af de falske profeter, ”besat af den gamle fjendes blændværk, forlokket af dæmoners bedrag”, osv., brød de det løfte, de havde givet ham og anklagede ham for deres dommer, og den arme præst blev arresteret og siden henrettet.
Og der er nok ingen tvivl om, at hvis muslimerne eller ”tyrken” havde fået erobret Tyskland og således fået Luther ind under deres herredømme, så ville de i de to ovennævnte skrifter kunne finde rigeligt at anklage ham for.
Lad mig bare nævne hans anklage mod Muhammed for at ville udbrede sin religion med sværdet: ”Derfor er tyrken i virkeligheden ikke andet end en rigtig morder eller landevejsrøver”.
”For han lader i virkeligheden ikke de kristne komme offentligt sammen, og der er heller ingen, der offentligt må bekende Kristus eller prædike eller lære imod Muhammed”.
Det første er nok lidt overdrevent, for de kristne havde ret til at afholde deres gudstjenester i de muslimske lande, men det sidste: at man ikke offentligt må bekende Kristus eller prædike eller lære imod Muhammed, er sandt nok.
Hvordan det nærmere betragtet gik for sig, har en præst ved navn Eulogius berettet om. Hans beretning stammer fra Cordoba i Spanien omkring 850, men kan sikkert godt gælde som symptomatisk også for de tyrkere, Luther havde som naboer.
Han fortæller om en præst, Perfectus, der lod sig lokke af sine muslimske landsmænd til at sige noget om, hvordan de kristne så på Muhammed, dog først efter at have afkrævet dem et løfte om, at de ikke ville efterstræbe ham for det.
Men da de hørte ham sige, at deres profet var den værste af de falske profeter, ”besat af den gamle fjendes blændværk, forlokket af dæmoners bedrag”, osv., brød de det løfte, de havde givet ham og anklagede ham for deres dommer, og den arme præst blev arresteret og siden henrettet.
Og der er nok ingen tvivl om, at hvis muslimerne eller ”tyrken” havde fået erobret Tyskland og således fået Luther ind under deres herredømme, så ville de i de to ovennævnte skrifter kunne finde rigeligt at anklage ham for.
Lad mig bare nævne hans anklage mod Muhammed for at ville udbrede sin religion med sværdet: ”Derfor er tyrken i virkeligheden ikke andet end en rigtig morder eller landevejsrøver”.
