Samtlige danske medier er unisono enige om, at de ikke vil give taletid til Jonni Hansen fra DNSB, Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse. Hans holdninger er ganske enkelt for langt ude, og han bør derfor kun komme til orde i exceptionelle tilfælde - såsom når han personligt er involveret i eksempelvis voldssager - synes holdningen at være på alle aviser, tv- og radiostationer etc. rundt omkring i kongeriget. Der er ingen grund til at inddrage Jonni Hansen i den demokratiske samtale, der er grundlaget for hele den danske og vestlige mediekultur, når han går ind for et racerent, "arisk" samfund, benægter Holocaust etc.
Fair nok, jeg er et langt stykke af vejen enig i denne behandling af Jonni Hansen og ligesindede. Problemet er bare, at når de danske medier så bliver konfronteret med andre personer, der har tilsvarende antidemokratiske- og i enhver henseende ekstreme holdninger, er behandlingen ikke nær så hårdhændet.
Det bedste eksempel på de danske mediers dobbeltstandarder er imam Abdul Wahid Pedersen. Måske skyldes det hans århusianske accent og hans joviale væremåde, eller er det bare fordi, han repræsenterer verdens næststørste-, men mest krævende-, beklagende- og ja, til tider, truende religion? Faktum er i hvert fald, at den danske medieverden ligger på halen for Abdul Wahid Pedersen.
Ligesom Jonni Hansen er Wahid Pedersen tidligere straffet - for narkohandel. Han har imidlertid udstået sin straf, og jeg mener selvsagt ikke, at han til evig tid skal sættes i medie-karantæne alene p.g.a. det forhold. Derimod er Wahid Pedersen i de sidste 10-12 år kommet med en perlerække af udtalelser i offentligheden, der måske endda hver især, men i hvert fald uden den mindste tvivl set under ét, diskvalificerer ham fra at indgå i den offentlige debat som en aktør, der bør lyttes til og tages alvorligt. Lad mig sige det ligeud: Wahid Pedersen er en muslimsk fundamentalist, der drømmer om at indføre den bestialske sharia-lovgivning ved først givne lejlighed. Det er ikke noget, jeg eller andre suspekte gestalter på den muslimhadende (Ole Birk Olesen) højrefløj påstår; Det siger han selv: Ja, når der bliver flertal af muslimer, bliver den indført. (JP d. 22.11.98) Wahid Pedersen har senere sagt, at ja, han udtalte sig sådan, men det var fordi, han blev presset til det...
Hvis ovenstående citat var en enlig smutter, kunne man måske forsvare at tage medieimamen til nåde, men sådan forholder tingene sig desværre ikke. Hvis danske journalister gad at bruge en halv time på diverse søgninger i artikeldatabasen, Infomedia, ville de finde den ene gruopvækkende udtalelse efter den anden. F.eks. denne her: Vi kan hurtigt blive enige om, at stening til døde er en meget grusom form for afstraffelse, men det ændrer ikke på, at den set i et islamisk lys, er blevet forordnet af Skaberen selv. Vi er derfor umiddelbart ikke bemyndigede til at ændre på samme. (Kristeligt Dagblad, 18.04.02)
Jeg behøver vel næppe at nævne, Wahid Pedersen også har talt varmt om bl.a. oprettelsen af et shariaråd, udbetaling af blodpenge, flerkoneri og mange andre spændende ting fra det muslimske- og multikulturelle overdrev.
Måske er sandheden imidlertid, at de danske medier og tilhørende journalister er sig fuldt og helt bevidste om, hvad Abdul Wahid Pedersen har sagt og fremdeles mener, men alligevel - af årsager, der indtil videre må stå hen i det uvisse - bliver bl.a. P1, DR2, TV2 News, Kristeligt Dagblad og Politiken ved og ved med at bruge ham som en ligeværdig samtalepartner. Så sent som i dag var den hyggelige imam gæst i P1's "Søndagsfrokosten" - hvis vært, Søren Carlsen, lød til at nære næsegrus begejstring for imamen - hvor han nåede at klage over Dansk Folkepartis tone, inden han selv sammenlignede partiets retorik med "Der Stürmer". Kan vi nu forvente, at Jonni Hansen bliver inviteret i næste uge. Hvis nej, hvorfor ikke?
Fair nok, jeg er et langt stykke af vejen enig i denne behandling af Jonni Hansen og ligesindede. Problemet er bare, at når de danske medier så bliver konfronteret med andre personer, der har tilsvarende antidemokratiske- og i enhver henseende ekstreme holdninger, er behandlingen ikke nær så hårdhændet.
Det bedste eksempel på de danske mediers dobbeltstandarder er imam Abdul Wahid Pedersen. Måske skyldes det hans århusianske accent og hans joviale væremåde, eller er det bare fordi, han repræsenterer verdens næststørste-, men mest krævende-, beklagende- og ja, til tider, truende religion? Faktum er i hvert fald, at den danske medieverden ligger på halen for Abdul Wahid Pedersen.
Ligesom Jonni Hansen er Wahid Pedersen tidligere straffet - for narkohandel. Han har imidlertid udstået sin straf, og jeg mener selvsagt ikke, at han til evig tid skal sættes i medie-karantæne alene p.g.a. det forhold. Derimod er Wahid Pedersen i de sidste 10-12 år kommet med en perlerække af udtalelser i offentligheden, der måske endda hver især, men i hvert fald uden den mindste tvivl set under ét, diskvalificerer ham fra at indgå i den offentlige debat som en aktør, der bør lyttes til og tages alvorligt. Lad mig sige det ligeud: Wahid Pedersen er en muslimsk fundamentalist, der drømmer om at indføre den bestialske sharia-lovgivning ved først givne lejlighed. Det er ikke noget, jeg eller andre suspekte gestalter på den muslimhadende (Ole Birk Olesen) højrefløj påstår; Det siger han selv: Ja, når der bliver flertal af muslimer, bliver den indført. (JP d. 22.11.98) Wahid Pedersen har senere sagt, at ja, han udtalte sig sådan, men det var fordi, han blev presset til det...
Hvis ovenstående citat var en enlig smutter, kunne man måske forsvare at tage medieimamen til nåde, men sådan forholder tingene sig desværre ikke. Hvis danske journalister gad at bruge en halv time på diverse søgninger i artikeldatabasen, Infomedia, ville de finde den ene gruopvækkende udtalelse efter den anden. F.eks. denne her: Vi kan hurtigt blive enige om, at stening til døde er en meget grusom form for afstraffelse, men det ændrer ikke på, at den set i et islamisk lys, er blevet forordnet af Skaberen selv. Vi er derfor umiddelbart ikke bemyndigede til at ændre på samme. (Kristeligt Dagblad, 18.04.02)
Jeg behøver vel næppe at nævne, Wahid Pedersen også har talt varmt om bl.a. oprettelsen af et shariaråd, udbetaling af blodpenge, flerkoneri og mange andre spændende ting fra det muslimske- og multikulturelle overdrev.
Måske er sandheden imidlertid, at de danske medier og tilhørende journalister er sig fuldt og helt bevidste om, hvad Abdul Wahid Pedersen har sagt og fremdeles mener, men alligevel - af årsager, der indtil videre må stå hen i det uvisse - bliver bl.a. P1, DR2, TV2 News, Kristeligt Dagblad og Politiken ved og ved med at bruge ham som en ligeværdig samtalepartner. Så sent som i dag var den hyggelige imam gæst i P1's "Søndagsfrokosten" - hvis vært, Søren Carlsen, lød til at nære næsegrus begejstring for imamen - hvor han nåede at klage over Dansk Folkepartis tone, inden han selv sammenlignede partiets retorik med "Der Stürmer". Kan vi nu forvente, at Jonni Hansen bliver inviteret i næste uge. Hvis nej, hvorfor ikke?
