En af mine nære og kære bekendte blev fyret i fredags, samme dag som han skulle på ferie.
Årsagen var at firmaet nu er tæt på at lukke grundet firmaet er i en branche der i DK er uddøende, en branche der lider under digitalisering samt billigere produktion i udlandet.
Før denne triste nyhed tullede jeg rundt med min Podcast af Søndags frokosten, med emnet om familier der ikke kunne få enderne til at mødes når man har børn og gerne vil bruge tid med dem.
På nettet læste jeg om 3F der forsøger at tage livet af Vejlegården, vist nok fordi 3F ikke respekterer det frie valg af fagforeninger.
Derfor tænkte jeg lige på hvad det dog i himlens navn er vi som Danskere skal leve af i fremtiden.
Regeringens bud er et eller andet sted imellem ikke eksisterende og visionsløst, og der bliver færre og færre argumenter for overhovedet at have medarbejdere i Danmark, med mindre det er til at servicere kun det Danske marked.
Pop ord som grøn energi og eksport af velfærd er regeringens undskyldning til at beskatte mere og dermed støtte udvalgte brancher, til trods for at skat og afgifter er ødelæggende for alle andre brancher.
Lavere skat kunne i det mindste bremse det Danske skibs fart mod isbjerget, og måske endda sætte andre skibe i søen da der ved lavere afgifter og skatter bliver mere råd til at satse samt mere tid til at arbejde.
Tænk hvis lavere skat kunne motivere til at ansætte flere, at give plads til at dygtiggøre, til at skabe utallige håndværker, rengørings og havearbejde jobs, i stedet for at tvinge alle til at være Jem og Fix selvbyggere, samt at stresse på arbejdet for at nå hjem og reparere hegnet.
Vi har ikke tid til at opfinde og vi har ikke råd til at have tid, fordi grundet skatten er det langt mere profitabelt at have fritid i stedet for arbejde.
Humlebien, som dem der retfærdiggør vores system kalder det, er ved at styrte til jorden med et brag fordi tiderne er ikke som de var.
Solidariteten er knækket fordi dem der knokler har fået nok af dem der ikke gider, og dem der ikke gider har foragt for dem der gider.
I midten er der så dem der gider men ikke kan fordi vi ikke har råd.
Kommuner og Amter er som oftest de største arbejdsgivere i deres egne kommuner og amter, og der er kun en håndfuld firmaer der overlever i generationer inden for landets grænser.
Tro mig, Danmarks nedtur har ikke nået højdepunktet endnu, og jeg frygter vi stadig diskuterer nomineringer i børnehaver og førtidspentionisters ret til sommerferie i samme åndedræt som vi rammer isbjerget.
Som et trængt lille land burde vi kaste alle kræfter ind i forskning og nye opstartsvirksomheder, ikke ved politisk at pege på hvad disse måtte være, men derimod at give råderum til at satse såvel stort som småt.
Regeringen spekulerer kun i hvordan vi får penge nok til at holde skibet flydende til vi rammer isbjerget, i stedet for at udstikke en ny kurs.
