Jeg sidder lige og læser politikkens liste over de mest dagsordenssættende debattører i Danmark i 2012:
Set i lyset af at Danmark er midt i en vækst- og finanskrise der reelt kan vælte landet - står overfor et EU der arbejder hårdt på at tage vores ret til selvbestemmelse fra os - og et reelt flertal af personer på overførselsindkomst, der tilsyneladende intet somhelst ønske har om at bidrage til samfundet, finder jeg det umådelig mærkeligt at landets øverste leder, statsministeren, glimrer ved sit fravær i forreste række.
Statsministeren beholder kun en smule fokus i folks erindring ved at hun jo er delvist hovedperson i Skattesagen - dvs. ikke Statsministerens skattesag, heller ikke hendes mands, men den hvor hun forsøger at få bildt befolkningen ind, at hun er offer for et blåt plot på at holde hende fra magten. Uheldigvis for Statsministeren viser sagen sig stille og roligt at den afdækker det omvendte - at plottet var rødt og at hun hele tiden har været i en position hvor det var hendes parti der trak i trådene snarere end omvendt. Og uheldigvis burde Statsministeren have forudset dette allerede inden hun nedsatte kommisionen.
Men hvad render Statsministeren så og laver? I EU har hun travlt med at bedyre at Danmark skam bakker op, men på hjemmefronten forklarer hun intet som helst om konsekvenserne af de tilsagn hun går og giver til kammeraterne. Debatten og informationerne i medierne er nærmest ikke-eksisterende. Aviserne og de politiske modstandere af EU projektet er dog ved at få skudt sig ind på det virkelige mål for Statsministeren: en fuld og endegyldig underkastelse af Danmark til Eurokrat vældet - hvor demokrati er en by i Rusland, pampervældet stortrives og milliarderne flyver om ørene på geder og andet kræ.
Den første kvindelige statsminister i Danmark sætter barren for den næste af samme slags - og den er pt sat så lavt, at det nærmest vil være umuligt ikke at kravle hen over den selv om man er både fuld og gangbesværet. Det er skræmmende, at en så blank person, tilsyneladende totalt moralforladt og uden solidaritetsfølelse og fædrelandskærlighed har kunnet fordreje hovederne på nok danskere til at blive valgt ind i landets højeste og mest betroede embede.
Det beskidte arbejde gøres af håndlangerne fra hendes eget parti. Thor Möger fik lov til at forklare de første upopulære beslutninger for folket og Corydon fuldender fadæsen ved at indføre marginalskatteloftstigninger selv uden støttepartiets vidende. Alting handler om at sige én ting og gøre noget andet - eller slet ikke sige noget overhovedet. Selv støtterne i fagbevægelsen har Statsministeren pisset så meget på at de snart ser gult snarere end rødt.
I det gamle Grækenland havde politikere det med at bruge tiden på mange andre ting end at skabe et bedre samfund - de hyttede deres eget skind og bekæmpede deres politiske modstandere med alle midler. Tiden blev brugt på at smæde rænker snarere end at skabe reelle resultater til gavn for borgerne.
Er det også det, Statsministeren får tiden til at gå med, her et par tusinde år senere? Bruger hun virkelig kun statsministerposten som et springbrædt ind i EUs mest fortrolige rækker, hvor demokrati og fornuft er en saga blot?
