Jeg blev skuffet. Men ikke overrasket.
At Tøger Seidenfaden og Politiken valgte at undskylde over for nogle muslimske
organisationer og beklage, at man ved at have trykt én tegning af en skægget mand med en bombe i sin turban havde krænket nogle menneskers tro kom ikke helt bagpå mig. Og dog.
For efter i flere år at have læst Wulffmorgenthalers striber, trykt på bagsiden af Politikens Kulturtillæg, og set min kristne tro blive hånet og spottet og min Romersk-Katolske Kirke udstillet ligeså, tænkte jeg, at det var noget jeg som dansker måtte lære at leve med og egentlig også bare grine lidt ad.
Tanken om at skrive trusler, planlægge attentat, starte en organisation, hvis formål skulle være at lægge bånd på Wulffmorgenthalers kunstneriske frihed og Politikens trykkefrihed eller på nogen anden måde indskrænke retten til at ytre sig, har aldrig strejfet mig. Selvom jeg nogle gange kunne blive stødt og ked af det. Det var jo min religion og mit livssyn, der blev latterliggjort.
Samtidig tænkte jeg, at vi i vores vestlige verden har en lang tradition for at kunne ytre sig frit. En tradition, der er blevet kæmpet for og blødt for.
Nu ser jeg så, at man alligevel siger undskyld til muslimer. For én tegning.
Tøger, hvornår siger du du og din avis undskyld for de mange gange mine og mange andres religiøse følelser er blevet krænket? For det gør du vel? Eller er der forskel på en muslims religiøse følelser og mine, hinduens, mormonens, scientologens?
