Italien befinder sig i en alvorlig gældskrise. Og en politisk krise.
Italienske politikere kan ikke blive enige om og har ikke modet til at gennemføre de nødvendige reformer. Hvad kunne så hjælpe dem til det? Markedsdisciplinen fra de finansielle markeder!
Når renten på de italienske statsobligationer stiger, så er det markedets signal om, at de anser konkurssandsynligheden for at være stigende, og at de har mindre tillid til, at Italien vil klare den. I sidste ende vil markedsdisciplinen tvinge de italienske politikere til at gennemføre de nødvendige reformer, eller de må tage konsekvenserne, at de ikke længere kan låne til at finansiere deres løbende underskud og refinansiere gælden, og de må så gå statsbankerot.
Kun markedsdisciplinen - og måske politisk pression fra de andre eurolande - kan få de italienske politikere til at gøre det nødvendige for at undgå en truende statsbankerot.
Og hvad gør ECB? De intervenerer gudhjælpemig i obligationsmarkedet og opkøber italienske statsobligationer for at holde renten nede. Konkurssandsynligheden falder ikke, kun markedets signal via renterne om, hvordan markedet vurderer den italienske konkurssandsynlighed.
Ikke alene virker ECB's operationer ikke i forhold til at undgå en italiensk konkurs. Det kan kun en genopretning af de italienske offentlige finanser.
Men endnu værre: ECB og europolitikerne er med til at skabe moral hazard problemer for de italienske politikere (de kommer ikke (på kort sigt) til at bære de fulde omkostninger af deres egen mangel på politisk handlekraft), og dermed forværrer de gældskrisen. ECB skulle selvfølgelig lade markedets vurdering af den italienske konkurssandsynlighed slå fuldt ud igennem på renterne, så der bliver lagt maksimalt pres på de italienske politikere. Men gør det modsatte. Så er det, man må spørge sig selv:
Hvad er det ved "moral hazard", som ECB og europolitikerne ikke forstår?
