Det er åbenbart for enhver, at der er noget alvorligt galt med Helle Thorning, både som statsminister og som leder - spørgsmålet er bare hvad?
Det enkle svar er at afskrive hende som en uerfaren opportunist uden visioner og lederevner, men det er en grov forenkling, for realiteten er at Helle THorning fremstår som et af de største paradokser i nyere dansk politik:
Hun kom ind fra højre - både i overført og bogstavelig forstand - i en situation, hvor Socialdemokratiet var ved at blive splittet af interne stridigheder. Der var et skrigende behov for en ubeskrevet kompromisfigur, som partiet kunne samles om, og Helle Thorning var den eneste der både kunne opfylde kravet om ubeskrevethed og samtidig havde viljen og en tilstrækkelig mangel på selvkritik til at se sig selv som lederfigur.
Dernæst opstod der et ormehul i dansk politik - en kort periode, hvor S-R-SF kunne gribe magten, baseret på et flertal, som efterfølgende er kollapset fuldstændigt. Resultatet er, at vi nu har en ustabil og usammenhængende regering, ledet af en uerfaren statsminister, som til overflod har viljen, men desværre ikke evnerne - og hun residerer over en samligt ministre, som må have rekorden i uerfarenhed.
Internationalt gør Hele Thorning det tilsyneladende godt på de bonede gulve, mens hun nationalt tumler rundt som en decapiteret høne. Forklaringen på dette skisma er, at hun internationalt kan gøre brug af de "kvaliteter", der har bragt hende op på ministertaburetten, nemlig en næsten total mangel på indsigt og erfaring kombineret med evnen til at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Det betyder at hun er ufarlig for de udenlandske ledere, og det betyder at der ikke er de store forventninger til at hun skal tage selvstændige initiativer og træffe beslutninger. Hun holdes frem som en anden hånddukke, mens "de store" sidder bagved og træffer beslutningerne. Når hun en sjældent gang forsøger at "føre sig frem" bliver hun meget kontant sat på plads, som f.eks. da Sarcozy lakonisk konstaterede, at hun hellere skulle holde en lav profil.
Nationalt er det derimod en katastrofe, for her sidder Helle Thorning for bordenden, og her er hun centrum for al opmærksomhed; Hun er den alle forventer initiativer og beslutninger fra og hun er den der skal skære igennem når der er behov for det. Der kommer bare ingenting fra den kant, for hun er mere interesseret i at møde Obama og andre internationale ledere.
Det ville måske være et håndterbart problem, hvis hun for det første havde et politisk projekt, for det andet havde en sammentømret koalision bag sig og for det tredje var den ubestridte leder af såvel Socialdemokratiet som regeringen. Desværre er ingen af forudsætningerne opfyldt.
Hverken regeringen eller Socialdemokratiet har et projekt. Hele deres valoplæg er gemt væk og regeringsgrundlaget liger i ruiner. Tilbage er der blot at føre den nødvendige politik, som i store træk er lagt tilrette af den foregående regering.
Den ubestridte leder af regeringen er Margrethe Vestager - det er der efterhånden ingen grund til at skrive mere om. Det er bare et faktum. De radikale har fået magten og socialdemokratiet har fået æren - om end nogen vil kalde den tvivlsom - og SF har fået en lang næse. De radikale vil i bund og grund en borgerlig/libertal politik, og deres genistreg er, at de valgte at gøre det sammen med S og SF, hvor de kan dominere totalt. De kunne også have valgt at anne regering sammen med VK, men her ville deres gennemslagskraft have været minimal.
Desværre er Helle Thorning ikke engang den ubestridte leder af Socialdemokratiet, og der er alt for mange fremtrædende socialdemokrater, der stiltiende (og med forventningens fryd) ser til og venter på at hun skal tumle omkuld. Og hvis der bliver behov for et lille skub, så vær sikker på at det også leveres - i al diskretion naturligvis. Den gamle fløjkrig ulmer stadig, og det bliver mere og mere klart at Helle Thorning kun er en overgangsfigur.
Det har endnu ikke været tydeligt i kraft af hvad andre har gjort, men mere i kraft af hvad andre ikke har gjort; Fadæsen med betalingsringen er et godt eksempel på det. Morten Bødskov og Mette Frederiksen har begge fået en god start som ministre, og burde alt andet lige have haft det nødvendige politiske overskud til at støtte deres statsminister. I stedet har de holdt hovederne lavt, hvilket dels falder i tråd med deres oprindelige modstand imod projektet og dels er det udtryk for at de plejer deres personlige ambitioner om at komme helt til tops.
Internt i socialdemokratiet er kun få i tvivl om at såvel Morten Bødskov som Mette Frederiksen betragter Helle Thorning som et nødvendigt onde. Hun var det nødvendige middel til at erobre magten og nu tåles hun kun indtil det er hensigtsmæssigt at skifte hende ud. Og der er flere andre der har samme dagsorden. Se det er Helle Thornings helt store problem - med sådanne "venner" behøver hun slet ingen fjender.
