I mit barndomshjem var det en tradition på Nytårsdag at se Nytårskoncert fra Wien efterfulgt af skihop-konkurrence fra Garmisch-Partenkirchen. En tradition der findes i mange hjem.
Den kærlighed til og forståelse for klassisk musik som min mor besad, prøvede hun på bedste vis at lære os børn. Det var nu ikke så svært, for de fleste børn elsker faktisk at både se og høre musik blive spillet. Det er fascinerende at se alle instrumenterne, og høre hvordan, hvert enkelt lille eller stort instrument bidrager til skabelsen af den smukke musik.
At observere de dygtige musikere i takt med at man selv lærte at spille på et eller flere instrumenter, skabte forståelse for den ihærdighed og viljestyrke disse musikere har udvist, ved at have lært at spille så godt, at de kan være en del af et orkester, som hele verden kender og holder af.
Skihop-konkurrencen derefter indgydede samme fascination og respekt overfor dens deltagere, som man følte for musikerne.
Disse dygtige unge mennesker, der kan få hele verden til at gispe af en blandet frygt og begejstring, har om nogen en viljestyrke og frygtløshed, som er beundringsværdig. Den perfektion der kræves, for at dyrke skihop på dette niveau, fordrer uendelig megen træning og selvdisciplin.
Fælles for de nævnte musikere og skihop-udøvere er viljestyrken. Viljen til at lære, at træne og øve sig, at give afkald på mange andre ting som børn og unge tager for givet, og yde det der skal til for at blive rigtig god (måske bedst i verden).
Denne følelse af dyb respekt for de der tør ville noget med deres liv og deres vilje til at yde det der kræves, for at opnår deres drømme har fyldt mig hele eftermiddagen.
Desværre valgte jeg at se Statsministerens nytårstale. Stor fejl! Jeg blev i dén grad mindet om, hvordan vi i mange mange år (i hvert fald side jeg var barn - og det er mange år siden efterhånden..) har været vidne til, at den ene regering efter den anden har reguleret vore liv i en sådan grad, at vilje og ansvar er blevet begreber, der sjældent omfatter en selv, men i stigende grad rettes mod andre - fremst "samfundet".
Samtidig er den frihed, der er nødvendig for overhovedet at blive motiveret til stor drømme, blevet et begreb, der ikke længere omfatter den frie vilje til at vælge det liv, som man ønsker sig, men er derimod begrænset til nogle få hylder med meget få valgmuligheder, der passer ind i samme prædefinerede kasse, uanset hvem man er, hvad man kan og hvad man ønsker at opnå.
Statsministerens tale cementerede ikke overraskende fortsættelsen af denne ødelæggende udvikling.
Hvis ikke det var fordi jeg nægter at lade mig diktere, nægter at lade andre bestemme over mit liv, og i øvrigt tror på, at vi mennesker i bund og grund er bedst til at træffe vore egne valg, hvis vi får lov, ville jeg opgive kampen mod førnævnte udvikling, og passe mig selv eller flytte til et andet land, hvor fri vilje eksisterer.
Jeg tror dog inderligt på, at alle mennesker i bund og grund ønsker selv at vælge. Jeg tror inderligt på, at vi hver især er bedre til at skabe det liv vi ønsker os end skiftende regeringer, og jeg tror inderligt på, at hver eneste dansker ville kunne opnå den viljestyrke der kræves, hvis bare de vidste, at den fornødne frihed til at vælge ville ledsage ansvaret.
Hvis alle forstod, hvad der reelt ligger bag alle de fortærskede floskler som Statsministeren brugte i aftenens tale, og hvor dyrt det nævnte "fællesskab" er i begrænsende frihed og dermed tabte muligheder, så er jeg ikke et sekund i tvivl om, at mange flere ville kræve forandring.
Det er mit håb, at 2013 bliver året hvor mange flere forstår, at det ikke er "fællesskabet", der sikrer den lykke vi hver især ønsker, men os selv. At den "tryghed" som dette "fællesskab" skulle give os er falsk, og i øvrigt bygger på en begrænsning af vores frihed til at vælge det liv vi ønsker, fordi nogle få udvalgte mener at vide bedre.
Må vi alle gøre 2013 til noget ganske særligt, og dermed bane vejen for de store drømme.
