Alt imens min lille artikel om, at den inkarnerede evigheds-Brøndby-fan, Helle Thorning-Schmidt, i 2003 (og måske også lidt længere frem i tiden) havde et lille intermezzo som fan af ærkerivalerne, FCK, i dén grad kommer til ære og værdighed, 40 dage efter den blev skrevet, ved at være tophistorien på såvel Ekstra Bladets som B.T.’s hjemmeside i adskillige timer og over flere dage – lagde I mærke til det, Jensos og Simon73! – og endda har ført til et statsministerielt dementi, forsøger Venstres næstformand, Kristian Jensen, efter bedste evne at fjerne opmærksomheden fra denne epokegørende opdagelse fra min hånd.
Dårligt havde jeg – selvsagt uden at blive nævnt som kilde så meget som ét eneste sted – haft tid til at glæde mig over, at netop dette værk – af alle fra min hånd – nåede så stor udbredelse i det danske medielandskab, før Kristian Jensen – ausgerechnet, som man siger syd for grænsen, denne tørre og lidt kedelige mand – stjæler hele opmærksomheden. Når det er sagt, kan jeg godt forstå ham, for det er glasklart, at der er behov for, at en person fra den absolutte Venstre-top puster yderligere til ilden i diskussionen om Lars Løkkes formandskab. Det er lige, hvad det største oppositionsparti og dets leder har brug for her få måneder før valget, og lige efter den længe ventede og frygtede bog om formanden, skrevet af et par B.T.-journalister, kom på gaden. Vi har behov for at få at vide, at Kristian ikke vil drikke øl med Lars og omvendt, selvom vi måske nok havde en formodning om det i forvejen. Vi higer også efter at få at vide, at Kristian og Troels ikke kan lide hinanden og aldrig har kunnet det; at dette forhold stammer helt tilbage fra deres fælles tid i VU, og at det nåede sit foreløbige, negative højdepunkt, da sidstnævnte blev skatteminister. Frem for alt ville vores liv mangle mening, hvis vi ikke endnu engang havde fået bekræftet, at Kristian Jensen stadig arbejder på at blive Venstre-formand og statsminister en dag.
Kulminationen på dette orgie af glædesfremmende budskaber fra hans mund består imidlertid i indrømmelsen af, at intet af det, han siger og gør, er tilfældigt. Omvendt får den os også til at blive en lille smule eftertænksomme og stille et par kritiske spørgsmål: Kunne det f.eks. tænkes, at du, Kristian, eftersom du havde givet de to interviews, før Løkke-bogen kom på gaden, har spekuleret i, at han igen ville komme helt ud i de politiske tove, og at dine udtalelser måske kunne være det afgørende stød, der sendte ham helt ud af ringen? Eller har du simpelthen, på det mere overordnede plan, tænkt, at du er nødt til at få ham Løkke fjernet fra formandsposten inden valget, for når han først er blevet statsminister, risikerer du, at han kommer til at sidde i så mange år på både den post og som Venstre-formand, at du aldrig nogensinde selv kommer til fadet? Hvis det er den måde, du tænker på, Kristian, er vi måske alligevel ikke så glade for, at du netop nu har valgt at dele dine inderste tanker om Løkke og co. med hele Danmark. På den baggrund må vi måske ligefrem sige – frit efter den italienske fodboldtræner, sprogæstet og retoriske Rastelli, Giovanni Trapattoni - Was erlauben Kristian?
