En hundelort på fortovet spreder mere forargelse blandt danskerne end sort arbejde og læger med slør. Det viser en meningsmåling, som Urban har foretaget med hjælp fra Gallup.
Direkte adspurgt erkender 91 procent af undersøgelsens 1207 deltagere blankt, at de bliver lidt, meget eller ekstremt forarget, når de ser en hund skide på fortovet, uden at ejeren efterfølgende samler op.
Kun 36 procent bliver ramt af samme følelse, hvis de opdager, at naboen får bygget boligen om af håndværker, som arbejder 'sort' - mens faderen, der river sin plagende søn hård i armen, utroskab i vennekredsen eller beretningen om den nye kærestes 50 tidligere sexpartnere får omkring halvdelen af de adspurgte til at rynke på næsen.