Rune Engelbrecht Larsen har på sin hjemmeside har anbefalet Ole Birk Olesen som folketingskandidat på baggrund af nogle af Olesens udtalelser i integrationsdebatten. Rune Engelbrecht Larsen har gennem mange år været formand for minoritetspartiet og en markant stemme i indvandrerdebatten, hvor han har talt for tolerance og respekt for individet, uanset etnicitet eller kulturelt baggrund. Jeg synes linket mellem Rune Engelbrecht Larsen og Ole Birk Olesen er indlysende, al den stund Olesen er ubetinget fortaler for individets meritter. Det drejer sig om, hvad et menneske kan, hvordan det opfører sig, indgår i sociale sammenhænge, og hvad det har lyst til at bidrage med, og ikke om hvor det kommer fra, eller hvordan det ser ud.
I 2009 skrev Rune Engelbrecht Larsen bogen Oplysning og tolerance, arv og aktualitet. Jeg har fundet en omtale af bogen frem, fordi den ganske kort giver nogle idéer om, hvor det er humanisme og liberalisme krydser hinanden – hvis ikke, man allerede mener, at det er to idékomplekser, der kører parallelt.
Her er anmeldelsen af Rune Engelbrecht Larsens bog, Oplysning og tolerance, arv og aktualitet. Aarhus Universitetsforlag. 2009.
Tolerance er noget, vi taler om, når vi har brug for det. Og vi taler meget om tolerance og ytringsfrihed i disse post-muhammedtegning-tider. En helt aktuel grund til at beskæftige sig med begrebet er, at regeringen netop opgivet at invitere den kontroversielle hollandske politiker, Geert Wilders, til sin konference om ytringsfrihed. Det har så til gengæld Trykkefrihedsselskabet gjort på trods af, at Wilders mener, at Koranen bør forbydes. Og FNs Durbankonferencer, hvor visse nationer arbejder på at få sidestillet religionskritik med menneskerettighedskrænkelser, viser at vi også bør beskæftige os med begrebet oplysning. Rune Engelbrecht Larsen beskæftiger sig med begge begrebers historie i sin nye bog Oplysning og Tolerance. Arv og aktualitet.
Det multikristne Europa
I den vestlige kultursfære har religiøsiteten i egen selvforståelse være vigende i gennem de sidste par århundreder, men den tegner sig atter som en betydningsfuld (politisk) faktor, ikke mindst på baggrund af mange muslimske indvandrere. Men ifølge Engelbrecht er pluraliteten ikke et særsyn og derfor burde fredelig sameksistens ikke udgøre det massive problem, som man ind imellem kan få indtryk af. Vesten har gennemløbet flere ”pluraliserende” processer. Vi er gået fra at være monopolitiske til at være multipolitiske samfund. Ikke blot trives der en mangfoldighed af politiske synspunkter. Nej, siden kristendommen kløvedes i en ortodoks og katolsk retning og senere til flere protestantiske, har vi nærmest gennemlevet en ”multikristen” udvikling, og kristendom er mere varieret og mangesidig end den nogensinde før har været.
Tolerancens moder er intolerance
Engelbrecht argumenterer for, at ”religiøs tolerance er den religionshistoriske regel, og religiøs intolerance undtagelsen” (side 44). Lidt nævenyttigt kan man påstå, at grunden til at tolerance, ytringsfrihed og menneskerettigheder er produkter af vesten netop skyldes de kristne retningers indbyrdes intolerance, der i lange perioder resulterede i undertrykkelse, fordrivelser og massakrer på dem som nu ikke var kristne på den rigtige måde. Det siger noget om kirkens tolerancetærskel, at filosoffen John Locke anså det for at være forbundet med rettighed omhu at udgive sit Brev om Tolerance anonymt i 1689.
Som nævnt: denne intolerance skulle jo være undtagelsen, og for at påvise dette, fører Engelbrecht os langt tilbage i historien. Og det er, som så mange andre ting i bogen, yderst interessant.
De første skridt mod eksplicitte toleranceregler skal man helt tilbage til det persiske rige (559-330 f.v.t.) for at finde. Også i det romerske rige var religiøs mangfoldighed langt hen ad vejen en selvfølge. Den muslimske Kejser Akbar, som regerede fra 1557-1605 proklamerede, at enhver frit skulle kunne tilslutte sig den religion, han behagede.
Arv og aktualitet
Netop kejser Akbars proklamation tager sig noget overraskende ud i forhold til nutidens muslimske retorik, hvor frafald fra troen opfattes som noget, der bør straffes med døden.
For at vurdere om det er muligt i dag som i fortiden at leve side om side på trods af divergerende religiøse anskuelser er Engelbrecht selvfølgelig nødt til at se nærmere på trusler og trusselsbilleder, og det gør han ved at gå til de religiøse skriftkilder. Man kan indvende mod Engelbrecht, at han ikke forholder sig tilstrækkeligt til det, vi ser i praksis. På den anden side er det ikke hans ærinde, han vil langt hellere mane til besindighed ved at pege på muligheder for sameksistens. De hellige skrifter modsiger sig selv på det kraftigste. Konsekvensen af disse modsigelser er, at vi har mange forskellige fortolkningstraditioner inden for hver enkelt religion. Det er således helt befriende at læse et korancitat, der taler for frihed i valget af religion, samt et sted, hvori der gøres op med det gammeltestamentlige bud om øje for øje. Pointen er klar: der er intet i skrifterne, der forhindrer fortolkninger, som befordrer fredelig sameksistens, og denne konstatering er i sig selv vigtig. Der er arvegods, der kan tegne en fredelig fremtid.
Nuancernes holdeplads
Man skal ikke have fulgt integrationsdebatten særlig tæt for at vide, at Engelbrecht efterhånden har udviklet sig til at være en slags nuancernes holdeplads, og det er derfor ikke muligt at komme rundt hele hans argumentation på retfærdig vis. Der er ting, han ikke diskuterer i tilstrækkeligt omfang, men når alt kommer til alt, så har det været både underholdende og intellektuelt stimulerende læsning. Engelbrecht kritiserer prominente ateisters religionskritik, giver oplysningstænkerne følelser og religionsdyrkelsen den rationalitet, der bekommer den, uden at forfalde til at ville tolerere alt. En af bogens absolutte forcer er, at den medtager oplysningens tænkere fra renæssancens og frem og medtager flere landes tolerancetænkere. Man bliver både klogere og mere optimistisk af at læse Oplysning og tolerance.
Anmeldelsen har tidligere været trykt i Højskolebladet juni 2009
