Folk med hang til humor husker måske Dirch Passers monolog ”How jazz was born” fra 1960, der var en parodi på Børge Roger Henrichsen, DR’s jazzspecialist.
Jazzen fødtes omkring forrige århundredeskifte i havnebyen New Orleans. Byen var mødested for søfolk og marinesoldater og oplandets handelsfolk, der skulle have brændt penge og energi af.
Undfangelsen skete på beværtninger og bordeller i byen. Spiritus- og fødeindtagelsen fik mænd og kvinder ud på dansegulvet til svingende rytmer fra orkestre med trompet, klarinet, basun, banjo, bas og trommer.
Der var også bud efter orkestre ved banketter, private fester, parader, udflugter, høstfester, karnevaler og ved dåb, konfirmationer, bryllupper og begravelser. Ud til kirkegården spillede marchorkestre anført af en stortromme sørgmodig musik, på vejen hjem svingende rytmer.
Musikerne spillede som regel kun i weekenderne og på enkelte hverdagsaftner, da udbuddet af musikere var stort. De færreste kunne derfor leve af deres musik og arbejdede i det daglige som murere, tømrere, brolæggere, dragere og cigarrullere eller ejede en grønthandel eller brændselsforretning.
Der var ingen formel uddannelse for jazzmusikere. De uddannede sig, mens de spillede. Markedet – udbud og efterspørgsel – afgjorde, om der var arrangementer til dem. Ingen offentlig kasse støttede dem.
Da sydstaternes sorte i 1920’erne vandrede mod nord, fulgte jazzmusikerne med. Chicago blev et nyt jazzmekka, siden New York. Begge steder var mønstret det samme – ingen kommune- eller statsstøtte til musikerne. Spillestedernes indtægter bestemte, om der var arbejde til dem.
I 1960’erne fik jazzen konkurrence fra rockmusik. Rocken kom til verden på samme måde som jazzen. På markedets betingelser uden stats- og anden offentlig støtte. De fire unge i the Beatles fra havnebyen Liverpool startede karrieren i Kaiserkeller i Hamborg, en anden havneby, med ligeså mange ludere og lommetyve som New Orleans.
Og hvordan startede Bob Dylan sin karriere? Han spillede på private beværtninger og klubber i New York – som Louis Armstrong i New Orleans og Beatles i Hamborg.
Fornyerne af populærmusik var selvhjulpne. Kunne man ikke leve af kreativiteten i sine årer, måtte man pleje den i fritiden.
For et par år siden udgav jeg romanen ”Laurids”. Indtægterne fra salget af den dækkede kun en brøkdel af udgifterne ved at skrive den. I det år, jeg skrev romanen, havde jeg ikke indtægten som gymnasielærer, og jeg brugte penge på researchrejser til Vestmannaøerne, Algeriet og Marokko.
Og sådan skal det være. Slår man ikke igennem med sin kunst, må man dyrke sine kreative talenter ved siden af sit arbejde.
Men sådan er det ikke altid i velfærdsstaten Danmark.
For nogen tid siden læste jeg, at Kunstrådet havde tildelt Carl Emil Petersen fra rockgruppen Ulige Numre et arbejdslegat på 3 årlige portioner á 285.000 kr. for at skrive sange. Begrundelsen var, at han i 2009 havde skrevet en hyldest til København. Sangen blev hurtigt et hit på de sociale medier, og Ulige Numre fik mange jobs. Men når han allerede var en succes, hvorfor så begave ham med offentlige midler?
Carl Emil Petersen kommer ikke fra lavere sociale klasser. Han skriver sine nye sange – mange af dem handler bare om at gå i byen – i familiens sommerhus i Skagen. Og det skal skatteyderne betale for. Det kan da ikke passe. Men det passer, og jeg er harm over det.
Til sammenligning havde hans idol Bob Dylans forældre ikke sommerhus i Kennebunkport (feriested for velhavende amerikanere), og Dylan skrev sine sange, hvor han sad, stod eller gik. De fire beatlers første bolig i Hamborg var et større kosteskab. I begyndelsen af sin karriere i New York arbejdede Charlie Parker som opvasker for at overleve.
Rockens talsmænd mener, at rocken skal have et vækstlag for at forny sig, og et vækstlag kan kun opstå, hvis staten støtter rockspirerne økonomisk. Men målt på mængden af rockmusik der spilles i radioen, og antallet af elguitarer der trykkes af på sommerens festivaler, synes jeg ikke, rocken er i bekneb for vækstlag.
Mange kommuner har især efter kommunalreformen fra 2007 investeret massivt i kultur. Den underliggende dagsorden synes at være, at vi alle er kunstnere, og at vores kunstneriske potentiale kun venter på at blive forløst.
Viborg kommune har investeret i et kulturhus, men ingen bruger det. Under en festuge i september – Viborg er hovedstad i Region Midt og mener vist, at byen skal have samme kulturelle udbud som Århus – forsøgte man at gøre kulturhuset spiseligt for håbefulde kunstnere ved at bage kager og erklære kagebagning for en kunstart.
Mange kommuner opretter musicalskoler. Der er fornuft i, at kommuner finansierer musikskoler, der giver en basal indføring i musik. Men det er forkert at bruge kommunale skattekroner på musicalskoler, da musicals er en musikform, der klarer sig fint på markedets betingelser.
Når kommuner alligevel satser på musicalskoler, er overvejelsen nok, at når musicals er en økonomisk succes på markedets betingelser, må de også blive det i kommunal regi. En musicalopførelse på Fredericia Teater viser, at det ingenlunde er tilfældet.
I oktober kom det frem, at da Fredericia Teaters musical Aladdin i Disneys udgave ikke trak tilskuere nok, brændte teatrets leder flere penge end budgetteret af på markedsføring af stykket. Resultat: musicalteatrets overskud blev væsentligt mindre end forventet. Bestyrelsen, der næsten består kun af byrådsmedlemmer, bad kommunen om og fik et lån til teatret på 10 mio. kr., som sikkert aldrig bliver tilbagebetalt. Samtidig ændrede teatret status fra selvejende institution til kommunalt selskab.
Den lokale avis afslørede, at teatret også havde brugt penge på at hente mad i en taxa og stillet en udlejningsbil til rådighed for en hovedrolleindehaver i Aladdin.
Læren af Fredericia-fadæsen er, at kommunalbestyrelser ikke skal lade sig besnakke af gesjæftige eventmagere og kulturelle ildsjæle til at investere i kultur, der bør kunne klare sig på markedets betingelser. For det er skatteyderne, der betaler for en mislykket kulturel satsning.
Det er og bliver et fejlgreb at lade kommunale kasser finansiere musicalskoler og -teatre, da faren er stor for, at udgifterne vokser ukontrollerbart, da man forventer, at kommunekassen punger ud, hvis musicalen fejler økonomisk.
Jeg afviser ikke, at nogle musikformer skal have offentlig støtte, men det kan være svært at trække grænsen mellem støtteværdig og ikke-støtteværdig musik. Set fra min stol skal kun musik af blivende værdi – er forfinet, kræver fordybelse, taler til intellektet – og som har svært ved at klare sig på markedets vilkår have offentlig støtte.
Til den støtteværdige kategori regner jeg klassisk musik. Til den ikke-støtteværdige rockmusik, da den er umiddelbart tilgængelig og rytmisk, så man får lyst til at bevæge sig, især understellet, og den klarer sig uden besvær på markedets vilkår. Men det kan da godt være, at man engang i fremtiden, hvor rock ikke spilles vidt og bredt, kan argumentere for, at en offentlig kasse skal betale nogle mennesker for at spille Chuck Berrys ”Johnny Be Good”.
Rock har ikke godt af statsstøtte. Støtten vil ikke fremme et vækstlag, men et lag af smagsdommere, der bestemmer, hvem og hvad der skal støttes og ikke støttes. Det uforudsigelige forsvinder.
Så det var godt, at Uffe Elbæk blev gået som kulturminister. Det tyder på, at nogle i de politiske ledende lag fandt det forkert, at Elbæk øgede støtten til rytmisk musik på bekostning af klassisk musik og forfordelte sit ”ny-cirkus” – AFUK, Akademiet For Utæmmet Kreativitet.
Men kræfterne, der ønsker omfattende statsstøtte til kunst, er stærke. Mungo Park-teatret i Kolding opførte for nylig et stykke om lagerforvalter Peter Rindal, der i 1960’erne gik til angreb på offentlig støtte af billedkunstnere og forfattere. Brodden i stykket er vendt imod Rindal.
Det kan oplyses, at Kolding kommune yder Mungo Park et årligt tilskud på 1032 kr. per billet.
Jørgen Grimstrup
