Hongkong-demonstranter trænger ind i parlamentet

Efter mange timers forsøg er det tilsyneladende lykkedes for demonstranter at trænge ind i parlamentsbygningen i Hongkong

Ikke angivet Ikke angivet,

01/07/2019

Efter mange timers forsøg er det tilsyneladende lykkedes for demonstranter at trænge ind i parlamentsbygningen i Hongkong.

Årsagen til urolighederne er, at det mandag er 22 år siden, at Storbritannien overlod Hongkong til det kinesiske styre.

Og selv om kineserne har underskrevet en aftale om ikke at blande sig i politiske anliggender i havnebyen, så føler mange, at de ikke holder, hvad de har lovet.

Senest har et lovforslag åbnet mulighed for, at myndighederne i Hongkong kan udlevere mistænkte personer til retsforfølgelse i Kina.

Det udløste de første protester, og siden har Hongkongs politiske leder, Carrie Lam, måttet undskylde og udsætte forslaget.

Hun har indtil videre ikke villet trække det helt tilbage, som demonstranterne har krævet.

Carrie Lam trådte i forbindelse med markeringen af årsdagen offentligt frem for første gang i næsten to uger.

I sin tale sagde hun, at hun har lært af den ballade, der er opstået.

- Det, der er sket de seneste måneder, har ført til uoverensstemmelser mellem offentligheden og regeringen.

- Det har fået mig til at indse, at jeg som politiker hele tiden må minde mig selv om nødvendigheden af helt præcist at forstå folkestemningen, sagde hun.