Hokus Pokus - SF vil give skattelettelser!!

Hos SF er der nu nærmest tale om at man vil give skattelettelser under en rød regering

Mark Møller Jensen,

18/01/2011

Hos SF er der nu nærmest tale om at man vil give skattelettelser under en rød regering.
Det fremgår af denne artikel på tv2.dk hvor Ole Sohn afviser, at en rød regering vil betyde flere skatter for en almindelig familie.

Bl.a. mener SF, at den øgede beskatning på den finansielle sektor ikke vil have nogen betydning for almindelige danskere. Det må omvendt betyde, at SF forventer at det er aktionærene i Danske Bank, Nordea mv. som vil betale regningen for øgede skatter og afgifter i denne sektor.

Jeg mener der er tale om realitetsflugt fra SF's side - der er jo ingen tvivl om, hvor regningen for øgede skatter og afgifter ender, uanset hvilken branche man vælger at beskatte yderligere. Der er kun en til at betale i sidste ende og det er forbrugeren.

Ligeledes fremgår det af artiklen, at SF har regnet sig frem til at det samlede skattetryk under en rød regering vil være mindre end det har været tidligere under den borgerlige regering. Hvordan dette hænger sammen med deres økonomiske udspil i Fair Forandring, hvor skatter og afgifter ialt skal hæves med 31 millarder, er matematik som jeg ganske enkelt ikke forstår.

I Liberal Alliance vil vi arbejde for en anden vej - vi mener ikke at et højere skattetryk på nogen sektor, branche eller gruppe af forbrugere, vil have nogen gavn. Og vi har ikke nogen regnestykker, som kan vise hvordan yderligere skatter og afgifter kan give et lavere samlet skattetryk. Vi kan til gengæld henvise til vismands-rapporter, som støtter op om de forslag som Liberal Alliance har stillet.

Vi skal have reduceret skatter og afgifter i Danmark, selskabsskatten skal reduceres, indkomstskatten skal reduceres og den offentlige sektor skal ikke have tilført 30 millarder yderligere. Af den simple årsag, at hverken danske skatteborgere eller virksomheder har råd til at aflevere yderligere 30 millarder til en sektor, som i forvejen har meget svært at administrere det nuværende budget fornuftigt.

Hvis det skulle give Danmark overskud og vækst at øge den offentlige sektor, at øge vores gæld og at foretage yderligere beskatning af danske husstande og virksomheder, så må det ske efter samme præmisser som når SF kan både hæve skatten og sænke skattetrykket på samme tid - ren hokus pokus.

/ Mark Jensen

FT kandidat for LA, Kbh Omegn

markmollerjensen.dk

Kilde: