For et par uger siden mente vores socialminister Benedikte Kiær (K) åbenbart, at nu var det på tide at hun trådte i karakter, viste at hun kærede sig om "de skrøbelige og svage" i samfundet og fik sig noget presseomtale. Det gjorde hun ved - som en karikatur på en pædagog fra 70erne - med stor moralsk forargelse at lange ud efter dokumentar/reality-serien ”de unge mødre”, der sendes på kanal 4. Programseriens koncept er simpel. Man følger en række unge mødre i tykt og tyndt, men det huer bestemt ikke ministeren. Hun er forarget over programmet, der ifølge hende ”idylliserer teenagemødre og giver dem stjernestatus” og uddyber med at ”Jeg ser nogle faresignaler, når man har et tv-program, der i den grad glorificerer rollen som ung mor. Jeg er bekymret for, at programmet påvirker unge piger til at blive gravide”(1). Et par dage senere debatterede hun emnet med Simon Emil Ammitzbøll i P1.
Hvad der slog mig ved denne debat var at ministerens tilgang eliminerede alle mellemled. Selv ikke da Simon Emil Ammitzbøll høfligt gjorde opmærksom på at også unge mødre selv har forældre kunne ministeren formå sig til at forholde sig til det simple faktum – der er åbenbart kun én mor og det er ministeren selv. For at sætte trumf under hendes ret til at revse kanal 4, henviste hun til unge mødres overrepræsentation blandt bistandsmodtagere og i gruppen uden uddannelse. Her må vi konstatere, at ministeren i hvert fald ikke skal gøre sig tanker om at tage en uddannelse der kræver bare et minimum af forståelse for statistiske sammenhænge. Og det uanset hvornår hun har fået sine børn – hvis hun da har børn. Hvis kausaliteten går fra at blive mor i en ung alder og ende som bistandsklient og ikke tage en uddannelse, svarer det til at hævde, at en tidlig seksuel debut eller at man ryger eller drikker discountøl fra Netto, spiller lotto hver uge eller godt kan lide danskpopmusik i sig selv øger risikoen for at man ikke tager en uddannelse og ender på bistandshjælp.
Som den gode mor for os alle sammen ministeren gerne vil være, lægger hun særligt vægt på sin bekymring for de unge mødre, der for hende er ”unge piger i en sårbar situation” og gentager igen og igen sin bekymring for de ”skrøbelige unge” – der ifølge ministeren indbefatter unge kvinder der får børn inden de er blevet 21 år. Med tanke på at gennemsnitsalderen for førstegangsfødende i 1960erne var mellem 22½ og 23 år (hvilket var lavere end det forgående årti), er det vist ikke mindre end en sensation at erhvervs- og uddannelsesfrekvensen steg for kvinder i 1960erne, hvis sammenhængen altså er som ministeren forestiller sig, men det er den nok heller ikke.
Jeg havde aldrig set det omtalte program, og efter at have hørt debatten på P1 forestillede jeg mig rent fatisk at der var tale om et program med ”rigtige” unge mødre på 14-15 år uden socialt netværk og familie. Stor var min overraskelse derfor, da jeg så et par klip fra udsendelsesrækken på Youtube. Det viste sig, at der ligefrem optrådte ”voksne” mødre (i hvert fald i lovens forstand), samt at de unge mødre endda selv havde forældre – det skulle man ellers ikke have troet efter at have lyttet til ministeren. På kanal 4’ hjemmeside definerer man endda de unge mødre som mødre og vordende mødre op til 20 år, og mindst én af de medvirkende er på alder med hvad der var gennemsnitsalderen for førstegangsfødende i 1960erne.
Nu er socialministeren bestemt ikke den eneste der har det svært ved at acceptere, at nogle borgere foretager valg der ikke passer ind i statistikken og ikke opfører sig som de åbenbart bør gøre, hvis de skal leve på den statsautoriserede ”korrekte” måde. Et par dage før ministeren gik i medierne med sin kritik af ”de unge mødre” var det Københavns omsorgs- og sundhedsborgmester, SF’eren Ninna Thomsen, der meldte ud, at hun ønskede at begrænse antallet af bevillinger i København med det formål at begrænse danskernes drikfældighed. Med tanke på at det ikke er lovligt at udskænke alkohol for borgere under 18 år (undtaget åbenbart et ikke undseligt antal offentlige selvejende institutioner), var omsorgen og bekymringen denne gang udelukkende rettet mod myndige personer, der åbenbart (heller) ikke opfører sig som mor Ninna ønsker det. For at ”trække de unges adfærd i en positiv retning” meddelte hun, at antallet af udskænkningssteder i København burde begrænses. At samme parti går ind for en nedsættelse af valgretsalderen til 16 år er for mig uforståeligt. Hvis man ikke mener at unge mennesker der er fyldt 18 år er i stand til eller har ret til at styre deres alkoholforbrug, hvorledes kan man så argumentere for en lavere valgretsalder? – burde partiet derimod ikke gå ind for en højere valgretsalder? For hvordan kan man da tro at mennesker der ikke kan styre deres eget liv kan finde ud af at sætte kryds ved de ”rigtige” kandidater ?
Jeg er klar over at den omtalte minister og borgmester sikkert gerne vil have sig frabidt at jeg opfatter dem som to alen ud af et stykke, men det gør jeg nu alligevel. For i bund og grund deler de begge den forestilling at de har en ret og en pligt til at bruge deres politiske indflydelse – og skatteydernes penge – til at få os til leve på den ”rigtige” måde – fra vugge til grav. Bevares, socialministeren lagde vægt på at hun ikke ville forbyde ”De unge mødre”, men ”blot” have os til at debattere programmet (hvorfor?) – men man aner alligevel at hvis hun blot havde magt som hun havde agt, så ...
Det er selvfølgelig ikke så overraskende at borgmesteren finde det helt i orden at regulere voksne menneskers alkoholforbrug. Hun er trods alt SF’er og anser næppe sig selv for at være marxist (Engels og Marx var arge modstandere af datidens afholdsbevægelse i England). Men ”bare” at være socialist kan jo også gøre det. I den verden består vi af frelserne (det vil sige SFérne) og os andre, der for længst, ung som gammel, er reduceret til de der skal frelses - fra os selv vel og mærke.
At det falder en konservativ minister let med moralsk forargelse at pege fingre af en (vist nok) populær TV-udsendelse – og stemple den som dårlig smag, bør heller ikke overraske nogen. Konservatisme i dagens Danmark er først og fremmest synonym med statskonservatisme. Her er det altid legitimt at blande sig i hvad mere borgerligt-liberale ville kalde privatlivets sfære. Her hyldes en mindst lige så elitær og selvovervurderende vision af hvordan samfundet bør indrettes, der på lange stræk ikke står tilbage for den socialistiske modparts. Det i en grad der ofte gør det meningsløst og hyklerisk når man omtaler sig selv som borger-lige Også her er verden opdelt i frelserne (rigtigt gættet – det er dem selv) og de der skal frelses – igen alle os andre. At en socialminister leger bekymret smagsdommer overfor en kommerciel TV-station er da også vand i forhold til hvad samme parti præsterede sidste år på denne tid, i forbindelse med deres integrationsudspil. Der kunne man bl.a. læse, at man ville indføre tvungen undervisning i demokratiske livsformer, hvor de små uskyldige børn bl.a. ville blive belært om hvad en ”rigtig demokratisk familie” er for en størrelse.
Men iveren for at opdrage på andre og den manglende respekt for individets grundlæggende frihedsrettigheder er selvfølgelig ikke noget nyt fænomen. Som Ludvig Von Mises skrev for mere end 80 år siden med udgangspunkt i alkoholforbuddet i USA og den på det tidspunkt relativt nylige kriminalisering af andre rusmidler:
"Hvorfor bør ikke hvad der er gyldig for disse gifte [alkohol, morfin og kokain] gælde også for nikotin, koffein og lignende? Hvorfor bør ikke staten generelt foreskrive, hvilke fødevarer der er tilladelige og hvilke der bør undgås, fordi de er skadevoldende? Også i sport er mange mennesker tilbøjelige til at fortsætte ud over deres egne grænser. Bør staten ikke også blande sig her? Få mænd kan styre deres seksualdrift, og især ældre personer har svært ved at forstå, at de bør ophøre helt med at hengive sig sådanne fornøjelser eller i det mindste gøre det med moderation. Bør staten ikke også intervenere her? Stadig mere skadelige end alle disse fornøjelser, vil mange sige, er læsning af underlødig litteratur. Bør en presse der lefler for de laveste instinkter hos mennesket tillades at korrumpere publikums sjæl? Bør ikke udstilling af pornografiske billeder, opførelse af obskøne teaterstykker, kort sagt af alle tilskyndelser til umoral, forbydes?"
Von Mises: Capitalismus, 1927
Nu er det hverken fordi jeg synes at det er god ide at gå ud og drikke sig en pind i øret hver weekend eller ville være ovenud begejstret hvis min datter på 15 år kom hjem og meddelte at hun var gravid og ville beholde barnet. Til gengæld ville jeg jo nok ikke få meget ud af at true med at tage hendes lommepenge. For hvis socialministeren synes det er så stort et problem med unge piger der vælger at få børn i en tidlig alder, var det måske på sin plads at hun i det mindste først overvejede i hvilken grad den lovgivning som hun jo har ansvaret for gør dette valg mere eller mindre attraktivt. Og når sundhedsborgmesteren i København vil regulere borgernes alkoholindtag, hvorfor tager hun så ikke skridtet fuldt ud og foreslår at befolkningen i stedet for penge bliver betalt i rationeringsmærker – naturligvis individuelt sammensat alt efter hvilke fristelser en grundig psykologtest har vist vi hver især kan håndtere? For én ting kan vi være sikre på. Unges drikkevaner skyldes ikke primært, at de er ”sårbare” eller ”skrøbelige”. De er først og fremmest resultatet af deres forældres drikkevaner og fordi de har råd til det.
Fælles for mor Ninna og mor Benedikte er at de repræsenterer det, som Simon Emil Ammitzbøll og Liberal Alliance kalder "Big Mother samfundet". Og med tanke på de to damers åbenlyse mistro til borgernes evner (unge som gamle) – må vi vist også konstatere at det er et samfund styret af den type hønemødre, der har så svært ved at give slip på deres afkom – normalt fordi hele deres identitet ligger i moderlig omsorg – også når det ikke længere er ønsket.
Med mindre hønemødrene har fået ødelagt deres børn og knækket deres tillid til egne evner fuldstændigt, plejer de heldigvis at gøre oprør før eller siden. Måske var det på tide at vi gjorde det samme overfor Big Mother og alle hendes hønemødre.
Hvad der slog mig ved denne debat var at ministerens tilgang eliminerede alle mellemled. Selv ikke da Simon Emil Ammitzbøll høfligt gjorde opmærksom på at også unge mødre selv har forældre kunne ministeren formå sig til at forholde sig til det simple faktum – der er åbenbart kun én mor og det er ministeren selv. For at sætte trumf under hendes ret til at revse kanal 4, henviste hun til unge mødres overrepræsentation blandt bistandsmodtagere og i gruppen uden uddannelse. Her må vi konstatere, at ministeren i hvert fald ikke skal gøre sig tanker om at tage en uddannelse der kræver bare et minimum af forståelse for statistiske sammenhænge. Og det uanset hvornår hun har fået sine børn – hvis hun da har børn. Hvis kausaliteten går fra at blive mor i en ung alder og ende som bistandsklient og ikke tage en uddannelse, svarer det til at hævde, at en tidlig seksuel debut eller at man ryger eller drikker discountøl fra Netto, spiller lotto hver uge eller godt kan lide danskpopmusik i sig selv øger risikoen for at man ikke tager en uddannelse og ender på bistandshjælp.
Som den gode mor for os alle sammen ministeren gerne vil være, lægger hun særligt vægt på sin bekymring for de unge mødre, der for hende er ”unge piger i en sårbar situation” og gentager igen og igen sin bekymring for de ”skrøbelige unge” – der ifølge ministeren indbefatter unge kvinder der får børn inden de er blevet 21 år. Med tanke på at gennemsnitsalderen for førstegangsfødende i 1960erne var mellem 22½ og 23 år (hvilket var lavere end det forgående årti), er det vist ikke mindre end en sensation at erhvervs- og uddannelsesfrekvensen steg for kvinder i 1960erne, hvis sammenhængen altså er som ministeren forestiller sig, men det er den nok heller ikke.
Jeg havde aldrig set det omtalte program, og efter at have hørt debatten på P1 forestillede jeg mig rent fatisk at der var tale om et program med ”rigtige” unge mødre på 14-15 år uden socialt netværk og familie. Stor var min overraskelse derfor, da jeg så et par klip fra udsendelsesrækken på Youtube. Det viste sig, at der ligefrem optrådte ”voksne” mødre (i hvert fald i lovens forstand), samt at de unge mødre endda selv havde forældre – det skulle man ellers ikke have troet efter at have lyttet til ministeren. På kanal 4’ hjemmeside definerer man endda de unge mødre som mødre og vordende mødre op til 20 år, og mindst én af de medvirkende er på alder med hvad der var gennemsnitsalderen for førstegangsfødende i 1960erne.
Nu er socialministeren bestemt ikke den eneste der har det svært ved at acceptere, at nogle borgere foretager valg der ikke passer ind i statistikken og ikke opfører sig som de åbenbart bør gøre, hvis de skal leve på den statsautoriserede ”korrekte” måde. Et par dage før ministeren gik i medierne med sin kritik af ”de unge mødre” var det Københavns omsorgs- og sundhedsborgmester, SF’eren Ninna Thomsen, der meldte ud, at hun ønskede at begrænse antallet af bevillinger i København med det formål at begrænse danskernes drikfældighed. Med tanke på at det ikke er lovligt at udskænke alkohol for borgere under 18 år (undtaget åbenbart et ikke undseligt antal offentlige selvejende institutioner), var omsorgen og bekymringen denne gang udelukkende rettet mod myndige personer, der åbenbart (heller) ikke opfører sig som mor Ninna ønsker det. For at ”trække de unges adfærd i en positiv retning” meddelte hun, at antallet af udskænkningssteder i København burde begrænses. At samme parti går ind for en nedsættelse af valgretsalderen til 16 år er for mig uforståeligt. Hvis man ikke mener at unge mennesker der er fyldt 18 år er i stand til eller har ret til at styre deres alkoholforbrug, hvorledes kan man så argumentere for en lavere valgretsalder? – burde partiet derimod ikke gå ind for en højere valgretsalder? For hvordan kan man da tro at mennesker der ikke kan styre deres eget liv kan finde ud af at sætte kryds ved de ”rigtige” kandidater ?
Jeg er klar over at den omtalte minister og borgmester sikkert gerne vil have sig frabidt at jeg opfatter dem som to alen ud af et stykke, men det gør jeg nu alligevel. For i bund og grund deler de begge den forestilling at de har en ret og en pligt til at bruge deres politiske indflydelse – og skatteydernes penge – til at få os til leve på den ”rigtige” måde – fra vugge til grav. Bevares, socialministeren lagde vægt på at hun ikke ville forbyde ”De unge mødre”, men ”blot” have os til at debattere programmet (hvorfor?) – men man aner alligevel at hvis hun blot havde magt som hun havde agt, så ...
Det er selvfølgelig ikke så overraskende at borgmesteren finde det helt i orden at regulere voksne menneskers alkoholforbrug. Hun er trods alt SF’er og anser næppe sig selv for at være marxist (Engels og Marx var arge modstandere af datidens afholdsbevægelse i England). Men ”bare” at være socialist kan jo også gøre det. I den verden består vi af frelserne (det vil sige SFérne) og os andre, der for længst, ung som gammel, er reduceret til de der skal frelses - fra os selv vel og mærke.
At det falder en konservativ minister let med moralsk forargelse at pege fingre af en (vist nok) populær TV-udsendelse – og stemple den som dårlig smag, bør heller ikke overraske nogen. Konservatisme i dagens Danmark er først og fremmest synonym med statskonservatisme. Her er det altid legitimt at blande sig i hvad mere borgerligt-liberale ville kalde privatlivets sfære. Her hyldes en mindst lige så elitær og selvovervurderende vision af hvordan samfundet bør indrettes, der på lange stræk ikke står tilbage for den socialistiske modparts. Det i en grad der ofte gør det meningsløst og hyklerisk når man omtaler sig selv som borger-lige Også her er verden opdelt i frelserne (rigtigt gættet – det er dem selv) og de der skal frelses – igen alle os andre. At en socialminister leger bekymret smagsdommer overfor en kommerciel TV-station er da også vand i forhold til hvad samme parti præsterede sidste år på denne tid, i forbindelse med deres integrationsudspil. Der kunne man bl.a. læse, at man ville indføre tvungen undervisning i demokratiske livsformer, hvor de små uskyldige børn bl.a. ville blive belært om hvad en ”rigtig demokratisk familie” er for en størrelse.
Men iveren for at opdrage på andre og den manglende respekt for individets grundlæggende frihedsrettigheder er selvfølgelig ikke noget nyt fænomen. Som Ludvig Von Mises skrev for mere end 80 år siden med udgangspunkt i alkoholforbuddet i USA og den på det tidspunkt relativt nylige kriminalisering af andre rusmidler:
"Hvorfor bør ikke hvad der er gyldig for disse gifte [alkohol, morfin og kokain] gælde også for nikotin, koffein og lignende? Hvorfor bør ikke staten generelt foreskrive, hvilke fødevarer der er tilladelige og hvilke der bør undgås, fordi de er skadevoldende? Også i sport er mange mennesker tilbøjelige til at fortsætte ud over deres egne grænser. Bør staten ikke også blande sig her? Få mænd kan styre deres seksualdrift, og især ældre personer har svært ved at forstå, at de bør ophøre helt med at hengive sig sådanne fornøjelser eller i det mindste gøre det med moderation. Bør staten ikke også intervenere her? Stadig mere skadelige end alle disse fornøjelser, vil mange sige, er læsning af underlødig litteratur. Bør en presse der lefler for de laveste instinkter hos mennesket tillades at korrumpere publikums sjæl? Bør ikke udstilling af pornografiske billeder, opførelse af obskøne teaterstykker, kort sagt af alle tilskyndelser til umoral, forbydes?"
Von Mises: Capitalismus, 1927
Nu er det hverken fordi jeg synes at det er god ide at gå ud og drikke sig en pind i øret hver weekend eller ville være ovenud begejstret hvis min datter på 15 år kom hjem og meddelte at hun var gravid og ville beholde barnet. Til gengæld ville jeg jo nok ikke få meget ud af at true med at tage hendes lommepenge. For hvis socialministeren synes det er så stort et problem med unge piger der vælger at få børn i en tidlig alder, var det måske på sin plads at hun i det mindste først overvejede i hvilken grad den lovgivning som hun jo har ansvaret for gør dette valg mere eller mindre attraktivt. Og når sundhedsborgmesteren i København vil regulere borgernes alkoholindtag, hvorfor tager hun så ikke skridtet fuldt ud og foreslår at befolkningen i stedet for penge bliver betalt i rationeringsmærker – naturligvis individuelt sammensat alt efter hvilke fristelser en grundig psykologtest har vist vi hver især kan håndtere? For én ting kan vi være sikre på. Unges drikkevaner skyldes ikke primært, at de er ”sårbare” eller ”skrøbelige”. De er først og fremmest resultatet af deres forældres drikkevaner og fordi de har råd til det.
Fælles for mor Ninna og mor Benedikte er at de repræsenterer det, som Simon Emil Ammitzbøll og Liberal Alliance kalder "Big Mother samfundet". Og med tanke på de to damers åbenlyse mistro til borgernes evner (unge som gamle) – må vi vist også konstatere at det er et samfund styret af den type hønemødre, der har så svært ved at give slip på deres afkom – normalt fordi hele deres identitet ligger i moderlig omsorg – også når det ikke længere er ønsket.
Med mindre hønemødrene har fået ødelagt deres børn og knækket deres tillid til egne evner fuldstændigt, plejer de heldigvis at gøre oprør før eller siden. Måske var det på tide at vi gjorde det samme overfor Big Mother og alle hendes hønemødre.
