Den pågående debat som Søren Gade og Azrouni har igangsat, ved at skrive et par kronikker hvori de argumenterer for den positive effekt protestantisk kristendom har på et folk eller en kultur, har sat sindene i kog, blandt de sekulære og ateisterne. Og det er en meget svær opgave de to herrer har sat sig for, for historien har vist, at historien er besværlig at tolke. Var det Oplysningen der dannede grundlaget for det liberale demokrati? Og hvad dannede så grundlaget for Oplysningen? Opstod den af sig selv? Nej, mener de to kristne liberalister. Oplysningstiden havde sit fundament i reformationen – den sekulære kristendom. Ret beset, et ukontroversielt synspunkt. At de så mener at evangeliet har en kraft i sig selv (fra Gud) som sætter folket fri, og mindsker misbrug af magten, er ret beset heller ikke synderligt kontroversielt. Er man troende kristen, kan man jo ikke samtidigt påstå at kristendommen udelukkende er en social og kulturel kraft – men at den også er personlig og åndelig.
Den tanke er som sådan ikke særligt ny eller kontroversiel – men hvad der slår mig er hvor ubehagelige ateister, agnostikere og antiteister lynhurtigt bliver, så snart man overtræder den usynlige grænse mellem personlig tro og objektiv observans. Christopher Azrouni skrev på sin Facebook-profil, da han lagde linket til klummen på, ”Den her vil sikkert irritere mine ateistiske venner”. Og, mand - fik han ret. For ateister er ikke blot folk der ikke tror – de er folk der hader tro.
Men lad mig slå det fast med det samme: Jeg er modstander af folkekirke-ordningen, der har gjort enorm skade på kristendommen. Jeg tror ikke på barnedåben – kun voksne bør tage en sådan beslutning. Jeg mener at altervinen og brødet, skam også er vin og brød når det ligger i min mavesæk. Jeg mener at præsteskab er roden til åndelig dovenskab og gejstelig hovmod – en kristen kirke behøver ikke præster, paver eller biskopper – den behøver kun kristne. Kristendommen bør ikke bruges som forklaringsmodel til nogen kulturel- eller samfundsmæssig udvikling. Jesus døde ikke på korset for at indstifte en ny kultur eller en ny ideologi– det er noget forblommet vås, der i mine øjne direkte nedgør hans offer. Og så glæder jeg mig til den dag hvor de kulturkonservative taber diskussionen, så vi slipper for alt deres kultur-vrøvl, og frygter den dag hvor ateisterne vinder.
Der hersker en fantastisk mangel på basal ydmyghed blandt ateister. Accepterer du kristendommen, befinder du dig i selvbedragerisk krukke, i selskab med julemanden, tandfeen og socialismen. Du er simpelthen dum i knolden; elevatoren går ikke op til øverste etage; selv de sløveste knive i skuffen griner ad dig. Man kan undre sig at mennesker der åbenbart er så mentalt handikappede kan få lov til at køre biler, eje huse, optage lån og, ja, skrive indlæg på nærværende net-avis. Ateister bør spørge sig selv: Hvis du har en person der tror på nisser, kan man så tage hans meninger om andre af livets aspekter seriøst? Kan man tage politiske budskaber seriøst fra en person der stiller mad ud til havenisser? Jeg ville ikke kunne, men ateister er åbenbart meget overbærende mennesker.
Men sagen er at ateisme er intet. Ateisme er ikke en drivkraft til hverken det ene eller det andet. Kina, Nordkorea og de fleste østeuropæiske kommunistiske lande var nominelt ateistiske, uden det havde noget positiv virkning. Dermed ikke sagt at den havde nogen decideret negativ virkning. Den havde netop ingen virkning overhovedet. Alle og enhver kan fylde rammerne ud med hvad de nu har lyst til. Der er ingen Gud - der er kun mennesket. Dermed heller ikke sagt at ateister ikke kan have høje moralske og etiske værdisæt – tværtimod, de kan sagtens besidde en højere moral end religiøse mennesker. Men hvis jeg møder en person der siger han er en ateist, kan han være verdens flinkeste menneske, men han kan også være verdens største røvhul. Hvis jeg derimod møder en person der siger han er kristen, dannes der straks nogen forventninger til denne person – fortrinsvis gode forventninger. Jeg ville forvente at han er ærlig, venlig og hjælpsom. Imødegås disse forventninger ikke, vil mit indtryk af ham falde betragteligt – mere end hvis han blot sagde han var ateist. Hvis han løj for mig, ville han ikke blot være en løgner, men også en hykler.
Så Kristendommen er netop ikke ingenting. At sige at man er kristen, forpligter én. At sige at man er ateist, forpligter ingen. Du kan slippe af sted med alt - eller som C.S. Lewis sagde: ”Ateister er ikke folk der ikke tror på noget – de tror tværtimod på hvad som helst”. Ateister har sat deres lid til videnskab, påstår de, mens de med den største selvfølgelighed afviser enhver videnskab, der ikke lige flugter med deres egen opfattelse af virkeligheden. Ateister påstår, i ramme alvor, at ateisme er mere videnskabeligt, end gudstro. De bruger ikke argumenter for deres sag, men vælger blot at latterliggøre dem der ikke er kommet til samme konklusion som dem selv. De tror, i ramme alvor, at kristendommen kun eksisterer på grund af indoktrinering, og kan vitterligt ikke fatte, at kristne rent faktisk også er mennesker der har givet det megen omtanke, og alligevel er kommet frem til den kristne overbevisning. Ateister opfører sig som den utålelige dreng i klassen, der altid vidste alting, og aldrig forsømte en eneste lejlighed til at fortælle alle andre, hvor klog og begavet han var. Ateister er, med andre ord, deres egen værste fjende. Javel, der findes enkelte ateister, der igennem omtanke og et åbent sind er kommet frem til den konklusion som de er. Men de er få, og sjældne i den offentlige debat.
Og, nej, det er ikke ligegyldigt hvilken tro man har. At skære alle religionerne over én kam, er udtryk for dovenskab. En hurtig sammenligning mellem Islam og Kristendom, bør få en enhver til tydeligt at kunne sondre mellem de positive og negative påvirkninger, en religion har for et menneske. Eksempelvis, kan man sagtens postulere at problemet med de fundamentalistiske muhamedanere er at de ligner Muhammed for meget - problemet med de fundamentalistiske kristne derimod, er at de ligner Kristus for lidt.
Og problemet med ateister er, at de opfører sig som hjerneløse robotter, der kun kan benytte sig af barnlige, nedsættende floskler – muligvis fordi de opfatter tvivl som en svaghed. Hvorfor det er sådan? – Ja, det bør være en sag for antropologer, for jeg forstår det ikke.
