Man undres! Man forsøger at finde en forklaring, men bliver mødt af en indre afmagt. Er der nogle der kan forklare det, så venligst kommenter denne artikel!
Jeg taler selvfølgelig om der findes moralske begrundelser for, at indføre en progressiv skattepolitik (?).
Moralen hører under filosofiens domæne, og det forekommer nærliggende at finde forklaringen blandt teoretikerne fra disse kanter. Der er mange om buddet, men umiddelbart ingen med et fyldestgørende svar.
Jeg vil tage 3 eksempler (ud af en kontekst), der muligvis kan være grundlæggende, eller vejvisende, for moralen bag progressiv skattepolitik.
Ifølge Friedrich Nietzsche sker der under hans tid et tankevækkende skift i holdninger. Den aristokratiske værdiligning vendes på hoved; det er ikke længere godt at være rig og talentfuld, der skabes en dyd for det modsatte – fattig og talentløs. Her bruger Nietzsche begrebet om ressentiment mennesket, der er opbygget af en tabermoral, som bliver dominerende for samfundet. Denne forklaring kan være med til at belyse, hvad det er for nogle mekanismer der er i spil, men det kan vel næppe forsvare moralen i at lave en progressiv skattepolitik?
Lad os gå videre til at anden gren af moralfilosofien; utilitarismen. Grundlagt af Bentham og raffineret af Stuart Mill. Grundlæggende handler utilitarismen om mest mulig lykke/nytte til flest mulige mennesker, principielt ligegyldigt om det kræver nogle få ofre. Altså retorisk oversat til progressiv skattepolitik; få mennesker indtjener mange penge, til fordel for det større flertal der opnår en større lykke/nytte. At benytte denne forklaring er vel i strid med menneskerettighederne i vores samfund? Og dertil har teorien en moderne modstander, der undergraver alt hvad utilitarismen står for; John Rawls.
John Rawls mener vi skal danne et samfund baseret på retfærdighedsrammer som besluttes i Original position. Før samfundet og klasserne dannes, ”forhandler” individerne om hvad der er retfærdigt i samfundet (abstrakt forstået). Dvs. at der ikke er nogen der kender ”sin plads” på forhånd (a veil of ignorance), hvormed et retfærdigt samfund skabes. Måske et af filosofiens bedste bud på definition af retfærdighedens genetik og opbygning, i et moderne samfund. Problemet er blot, at Rawls’ grænser for retfærdighed ikke optegnes; hverken ydre eller indre grænser.
Rawls havde intet problem med at argumentere for, at individer vil blive enige om, at marginalnytten har et loft. Altså hvornår en ekstra tjent krone ikke giver mere nytte. Men individer kan, og har aldrig opnået, enighed om hvor denne grænse ligger. Vi kan blot konstatere at marginalnyttens principper eksisterer; at nytten for hver tjent krone er faldende. Dermed må vi konstatere at Rawls’ principper ikke kan benyttes i denne praktiske sammenhæng. Er der et bedre bud derude?
Jeg taler selvfølgelig om der findes moralske begrundelser for, at indføre en progressiv skattepolitik (?).
Moralen hører under filosofiens domæne, og det forekommer nærliggende at finde forklaringen blandt teoretikerne fra disse kanter. Der er mange om buddet, men umiddelbart ingen med et fyldestgørende svar.
Jeg vil tage 3 eksempler (ud af en kontekst), der muligvis kan være grundlæggende, eller vejvisende, for moralen bag progressiv skattepolitik.
Ifølge Friedrich Nietzsche sker der under hans tid et tankevækkende skift i holdninger. Den aristokratiske værdiligning vendes på hoved; det er ikke længere godt at være rig og talentfuld, der skabes en dyd for det modsatte – fattig og talentløs. Her bruger Nietzsche begrebet om ressentiment mennesket, der er opbygget af en tabermoral, som bliver dominerende for samfundet. Denne forklaring kan være med til at belyse, hvad det er for nogle mekanismer der er i spil, men det kan vel næppe forsvare moralen i at lave en progressiv skattepolitik?
Lad os gå videre til at anden gren af moralfilosofien; utilitarismen. Grundlagt af Bentham og raffineret af Stuart Mill. Grundlæggende handler utilitarismen om mest mulig lykke/nytte til flest mulige mennesker, principielt ligegyldigt om det kræver nogle få ofre. Altså retorisk oversat til progressiv skattepolitik; få mennesker indtjener mange penge, til fordel for det større flertal der opnår en større lykke/nytte. At benytte denne forklaring er vel i strid med menneskerettighederne i vores samfund? Og dertil har teorien en moderne modstander, der undergraver alt hvad utilitarismen står for; John Rawls.
John Rawls mener vi skal danne et samfund baseret på retfærdighedsrammer som besluttes i Original position. Før samfundet og klasserne dannes, ”forhandler” individerne om hvad der er retfærdigt i samfundet (abstrakt forstået). Dvs. at der ikke er nogen der kender ”sin plads” på forhånd (a veil of ignorance), hvormed et retfærdigt samfund skabes. Måske et af filosofiens bedste bud på definition af retfærdighedens genetik og opbygning, i et moderne samfund. Problemet er blot, at Rawls’ grænser for retfærdighed ikke optegnes; hverken ydre eller indre grænser.
Rawls havde intet problem med at argumentere for, at individer vil blive enige om, at marginalnytten har et loft. Altså hvornår en ekstra tjent krone ikke giver mere nytte. Men individer kan, og har aldrig opnået, enighed om hvor denne grænse ligger. Vi kan blot konstatere at marginalnyttens principper eksisterer; at nytten for hver tjent krone er faldende. Dermed må vi konstatere at Rawls’ principper ikke kan benyttes i denne praktiske sammenhæng. Er der et bedre bud derude?
