Der var en gang en lille land, som faktisk ikke var meget større end en dansk provinsby.
I landet regerede en konge. Det var en god konge, han ville sit folk det bedste.
Han havde derfor indført et velfærdssamfund, hvor han sikrede den svage borger.
I landet var der en rigmand. Rigmanden var blevet rig, fordi han havde overtaget sin fars skrædderi og havde udbygget det, så der i dag var hele 500 ansatte i skrædderiet.
En stor del af landets borgere arbejdede på skrædderiet, som var den dejlig arbejdsplads, hvor der var et stærkt fælleskab. De ansatte på skrædderiet var rigtig glade for rigmanden. Han støttede flere lokale sportsforeninger og kulturelle begivenheder. Men rigmanden var ved at være gammel og havde besluttet, at hans søn skulle overtage firmaet, for derved at sikre den gode kultur i virksomheden såvel som i lokalsamfundet.
Kongen holdt et årligt møde med den kongelige revisor om statsfinanserne. Revisoren var en klog mand og var derfor også med at rådgive kongen.
Mødet blev åbnet af revisoren: "Kære Konge. Der ser ikke godt ud på statsfinanserne. Vi mangler 10 mio. kr.".
Kongen svarede: "Det var mange penge, kan vi ikke bare låne nogle flere?".
Revisoren svarede beklagende: "Det kan vi sådan set godt, men vores nabolande vil have højere renter, hvis de skal låne os flere penge. Det bedste ville være, hvis vi kunne minimere vores underskud."
Kongen kunne godt se revisorens pointe og gik i tænkeboks for at se, hvordan han kunne løse problemet. Efter et par dage besluttede kongen, at man skulle betale skat ved generationsskift. Mere konkret gik skatten ud på at man skulle betale 40 % i skat af ejerens værdi af en virksomhed, hvis virksomheden skulle gå i arv til næste generation.
Der gik ikke mange dage før, at rigmanden i landet mødte op på kongens slot. Han var ikke glad for kongens nye lov: "Kære konge. Jeg kan ikke betale så mange penge. Min virksomhed er 50 mio. værd. Jeg har lånt 25 mio. i banken. Det vil betyde, at jeg skal betale 10 mio. i skat, hvis min søn skal køre skrædderiet videre. Det er der slet ikke penge til."
Konge var forstående for rigmandens tanke, men svarede: "Jeg forstår din bekymring, men vi må tage hånd om de svageste og de bredeste skuldre må bære de tungeste byrder."
Rigmanden gik skuffet hjem.
Ugen efter overtog sønnen skrædderiet. Regning fra kongens revisor kom på 10 mio. kr. Sønnen tog regningen med til faren og sagde: "Far, hvordan skal jeg dog skaffe 10 mio. kr. Vi har jo kun 2 mio. i banken."
"Desværre søn, der er ingen sjov måde at skaffe 8 mio. på. Vi er simpelthen nødt til at sælge vores ene fabrikshal."
"Jamen far, det kan vi da ikke, der arbejder 100 mennesker i den hal."
Faren sukkede, da han værdsatte sønnens omtanke og svarede trist "Der er desværre ingen anden mulighed."
Måneden efter blev fabrikken solgt og de 100 ansatte fik besked om, at der ikke længere var brug for dem. De var meget bedrøvede, da de havde været rigtig glade for at arbejde på skrædderiet. Men det var heldigvis ikke verdens undergang, da kongen jo sørgede for at de stadig kunne betale deres husleje.
Tiden gik sin gang og året efter aflagde revisoren igen besøg hos kongen.
"Nå," sagde kongen. "Hvordan ser regnskabet så ud for året, der gik?".
Revisoren måtte trak vejret tungt og sagde så: "Det ser skidt desværre rigtig skidt ud!".
Kongen spurgte meget overrasket: "Hvordan kan det være? Der så jo ud til at mangle 10 mio. og dem skaffede jeg jo."
Revisoren svarede: "Ja, det gjorde du godt nok. Men der blev jo afskediget 100 ansatte i den forbindelse. Disse har jo ikke betalt skat i år, da de jo ikke har haft et arbejde."
Kongen konstaterede: "Nå ja, alting har sin pris."
Revisoren uddybede: "Disse hunderede mennesker har altså været uden arbejde, så vi har betalt dem understøttelse."
Kongen: "Ja, det manglede da også bare. De har jo ikke haft et job."
Revisoren: "Udover det, så havde skrædderiet jo en masse leverandører af både råvarer, men også transport, rengøring, sikkerhed, kantineordning mv."
Kongen: "Det havde jeg ikke tænkt over. Nå men, hvad betyder det så for regnskabet?"
Revisoren: "Ja altså, de 100 ansatte betalte ikke skat for 100.000 kr. pr. person. Dvs. 10 mio. Samtidig har vi betalt dem understøttelse for 150.000 kr. om året. Dvs. 15 mio. Derudover har skrædderiet tjent en del mindre end sidste år og har i år betalt 5 mio. mindre i skat. Vores analytiker vurderer at følgevirkningen på lokalsamfundet af lukningen af fabrikken har kostet yderligere 5 mio. Vi havde altså et underskud på 25 mio. Da vi jo fik 10 mio. i skat fra skrædderiet."
Kongen sad helt stille og tog sig derefter til hovedet:
"Jamen det jo en katastrofe. Nu bliver vi jo nødt til at skære kraftigt i vores udgifter til de svageste. Det var jo netop det, jeg ville undgå. Hvis jeg bare havde kendt konsekvenserne af denne skat, havde jeg aldrig gjort noget så tåbeligt som at indføre den."
Revisoren giver kongen ret og tilføjer: "Vi må blot håbe, at politikerne på Christiansborg vil tage ved lære af vores erfaringer."
