Jeg har en god ven. Lad os kalde ham Jens, for det bringer mig gode associationer om hverdagens danske helte. Nåja, og så hedder han også Jens, så det passer jo perfekt..
Jens havde indtil for få år siden sin egen virksomhed. Det var en virksomhed med en branchekode i spektret af produktionsvirksomheder og Jens drev den med stor dygtighed og flid. Virksomheden blev hans barn (men han havde faktisk også 3 andre børn af mere almindelig karakter).
Jens tog sig meget af dette ’barn’, og det skete tit at arbejdsugerne blev på både 60-70 og 80 timer. Det havde store omkostninger for ham og han endte i en skilsmisse, men blev ved med at prioritere sit hverv som direktør og hovedaktionær i virksomheden.
Og han var sgu dygtig. Imens en masse andre virksomheder i branchen bristede i finanskrisen så klarede han sig igennem. Han bibeholdt produktionen i Danmark selvom mange andre flyttede til udlandet. På mange måder var han derfor prototypen på sådan en mønsterborger hvis evner er dem som vores velfærdssamfund skal bygges på.
Nu kan man så undre sig over at der er anvendt datidsformen, men der skete det at Jens solgte sin virksomhed til en konkurrent for 1 ½ år siden.
Han fik et større millionbeløb ud af det, og holdt en lang pause fra arbejdet for at være lidt mere engageret overfor sine andre børn, men han bibeholdt intentionen om at lediggang var usundt, og at han trivedes bedst med noget mellem hænderne.
Hvad laver Jens så i dag ?
Joo. Han købte et nedlagt landbrug i østjylland og er nu gået i gang med den helt store gør-det-selv renovering. ALT bliver lavet selv. Fra bunden, og uden brug af håndværkere.
Forleden dag havde han så besøg af en ejendomsmægler, og det ligger lidt i kortene at Jens en dag om nogle år kan gøre regnskabet op og notere sig at han egentlig har fået en lige så stor fortjeneste, som ved at være direktør i en virksomhed...
Nu er vi ved at nå frem til historiens morale. For det er jo selvfølgelig dejligt at man i disse år kan sætte sit hus i stand på en måde så man også kan opretholde en hvis løn for det.
Men hvad med vors velfærdssamfund?
Sagen er jo den at samfundet havde været noget bedre tjent med at folk som Jens gjorde det de var bedst til: Nemlig at opbygge og drive virksomheder.
Og samfundet ville være RIGTIG godt tjent med at de folk som kan trodse konjunkturerne, kriserne og globaliseringen sørme da ikke skal gå hjemme og sætte glasvæv op !!
Fra et samfundsøkonomisk perspektiv burde Jens sidde i en direktørstol, betale sin topskat, og så have 2-3 folk i efterlønsalderen til at sætte sit hus i stand, hvorved de også betalte bundskat, og skiftede status fra skatteædere til skatteydere.
Jeg fortæller altid denne historie når jeg diskuterer fænomenet topskat med venner og bekendte. Det er sådan et dejligt eksempel fra virkelighedens verden der fortæller helt lavpraktisk hvordan staten kan få en øget skatteindbetaling ved at sætte skatten ned. Helt i overensstemmelse med den økonomiske teori foreskriver med eksempelvis Laffer-kurven.
Bevares – Der er enkelte i det socialistiske ringhjørne som bruger historien som argument for en ændret bolig beskatning, men ifølge Jens havde han nok købt en moderniseringsmoden bolig i et andet land hvis der havde været boligavancebeskatning.
For mig at se fortæller historien at der er noget galt i Danmark. Noget som der repareres med det samme inden det er for sent.
Det er ikke nok at politikerne satser på at øge kvalifikationsniveauet i vores arbejdsstyrke til at klare det videnstunge og krævende arbejde. Der skal også gøres en indsats for at skabe incitamentet til at tage jobbet !!
De fleste af os kender en som Jens. Nogle af os kender mange.. Måske er vi selv en af slagsen. Det som vi kalder Jens’erne er kapitalister. Folk som er villige til at knokle en hvis legemsdel ud af bukserne hvis bare der er et incitament til det.
Det folketing som skaber dette incitamet bliver belønnet med en skatteindtægt som i temmelig stor grad overstiger indtægten fra 12 minutters ekstra arbejde...
