Her gider vi virkelig ikke bo

Risskov er hot

Jesper Ørsted

06/10/2010

Risskov er hot. Nimtofte er not. Det viser en undersøgelse af, hvor i Danmark vi helst vil købe villa.

Ekstra Bladet har fået Boliga.dk til at trække statistik ud af boligportalens søgemaskine og giver dig her listen over de mindst og mest søgte byer i landets fem regioner.

Lolland og Falster er ifølge statistikken nogle af Danmarks mindst foretrukne steder at investere i hus.

Region Sjællands fem mindst populære byer ligger her: Rødby er det mindst populære sted at købe villa. Efter den følger Vesterborg, Idestrup, Øster Ulslev og Holeby.

Helt i bund på popularitetsbarometeret ligger Karby på det vestlige Mors i Limfjorden. Men også Nimtofte på Djursland og statsminister Lars Løkke Rasmussens hjemby, Græsted i Nordsjælland, er yt-byer.

Vidunderlige Vedbæk 
Det overrasker ikke formanden for Dansk Ejendomsmæglerforening, Steen Winther-Petersen, at danskerne undgår byer som Karby og Nimtofte:

- Uden at kende Nimtofte og uden at ville fornærme nogen derfra er byen en del af det, der er begyndt at gå under begrebet Udkantsdanmark, hvor færre og færre vil bo. Man trækker fra landet ind mod byerne, hvor der blandt andet er større grad af undervisning, kultur og fritidsliv, siger han.

Ser vi på hele landet, er danskerne mest ivrige efter at kigge på villaer i Whiskybæltets højborg - Vedbæk nord for København.

Steen Winther-Petersen mener, at interessen for Vedbæk har noget at gøre med fascination.

I Vedbæk er der store, smukke huse, og der bor en række mennesker, som har haft succes i livet.

Cand. scient. pol. og direktør for Instituttet for Fremtidsforskning Johan Peter Paludan tvivler på, at danskerne dropper udvandringen til storbyerne. Han fremhæver ' Lolland-problemet'.

Museumsagtig holdning 
- De eneste, der gider at bo der, er sociale klienter. De er selvfølgelig også en slags mennesker, men der er ingen arbejdspladser og rent ud sagt røvkedeligt, siger Johan Peter Paludan.