Da jeg ikke kan finde indlægget med den relevante tråd, får Henrik Ræder her et svar på det spørgsmål han stillede mig:
"Hvorfor er Robert R. Reillys bog 'The Closing of the Muslim Mind' konspirationslitteratur?" (ikke ordret gengivet, men det var vist meningen med spørgsmålet).
Lad mig svare på det:
1. Bogen har undertitlen "How Intellectual Suicide Created the Modern Islamist Crisis", og det mystificerer, for det er da netop ikke islamisterne, der er i krise. Islamismen har det glimrende, stortrives og breder sig med Saudiarabien og Golfaraberne som drivikraft.
Når Reilly bruger begrebet 'islamist crisis', er det så fordi han ikke skelner mellem 'islam' og 'islamisme'? Det er i hvert fald en underlig undertitel.
2. Bogen præsenteres på bl.a. Amazon.com med en række postulater:
"The Closing of the Muslim Mind solves such puzzles as:
· why peace is so elusive in the Middle East
Er det tilfældet? Mindst halvdelen af ufreden i Mellemøsten er resultat af vestlige eller israelske 'interventioner', og Israel har desuden opnået fredsaftaler med Egypten og Jordan.
· why the Arab world stands near the bottom of every measure of human development
Det er ikke korrekt. Siden den 'grønne revolution' i 1960erne og udbredelsen af moderne medicin og lægevidenskab har den arabiske verden gennemgået en enorm udvikling. Det kan enhver forvisse sig om ved ret simple søgninger på demografiske nøgletal.
· why scientific inquiry is nearly dead in the Islamic world
· why Spain translates more books in a single year than the entire Arab world has in the past thousand years
Dumheds-argumentet... det har jeg behandlet andetsteds:
"Af samme årsag [muslimsk dumhed, lp] har under 10 muslimer modtaget Nobelprisen, mens f.eks. 179 jøder har fået æren”, skriver Sennels. Men hvorfor er det relevant at sammenligne muslimer med jøder? Jøder er – alt andet lige – en vestliggjort elite. Sammenligner vi ‘muslimsk kultur’ med sammenlignelige kulturer, f.eks. indisk eller kinesisk, så viser det sig at muslimerne har modtaget lige så mange Nobelpriser, og med lidt god vilje faktisk flere end disse to civilisationer.
Nobelpris-sammenligningen mellem jøder og muslimer er klassisk, men den er også falsk. Lige så falsk, som når Nicolai Sennels anfører, at muslimske lande i gennemsnit producerer ‘mindre end 1/10 af verdensgennemsnittet, når det gælder videnskabelig forskning”.Det er en faktisk en meget pæn produktion, når man tager i betragtning at langt det meste globale videnskabelige forskning foregår i den højest udviklede del af verden, hvor videnskabsproduktion er systematiseret og effektiviseret. Igen vil vi gerne se tal fra Sennels, der gør det muligt for os at sammenligne muslimsk med kinesisk og indisk kultur.
En anden gammel traver er den med, at der årligt bliver oversat færre bøger til arabisk, end der bliver til spansk. Men Spanien er altså ikke et udviklingsland. Og i øvrigt er arabisk ikke det eneste ‘muslimske sprog’. Tyrkere, iranere, indonesere og pakistanere oversætter nok også nogle bøger, ikke sandt, Sennels?. Og omvendt: hvor mange bøger bliver der årligt oversat til kinesisk og indisk?Sennels anfører – igen uden at levere et rimeligt sammenligningsgrundlag – at blandt tyrkere i Tyrkiet har 70 pct. aldrig læst en bog og 90 pct. aldrig været udenlands. Hvor mange brasilianere læser bøger? Sydafrikanere? Indere? Kinesere? Vietnamesere? Burmesere? Nepalesere? Russere?
· why some people in Saudi Arabia still refuse to believe man has been to the moon
Der er også konspirationsteoretikere i Vesten, der mener at månelandingen var løgn.
· why Muslim media frequently present natural disasters like Hurricane Katrina as God’s direct retribution"
Der er også religiøse tosser i USA, der mener Katrina var Guds straf.
3. Det forekommer mig, at Henrik Ræder læser rigtig meget islamkritisk litteratur, og at han nærmest ukritisk fæster lid til den. Islamkritiske forfattere kan måske have valide pointer, men deres vinkel på emnet bør selvfølgelig ikke stå alene. Et bredt kendskab til verdenshistorien og den muslimske verdens historie er helt uomgængeligt, hvis man ikke vil være et let offer for manipulationer og propaganda.
4. For at opretholde illusionen af, at 'hans' forfattere repræsenterer sandheden, må Henrik Ræder betragte dem som en slags dissidenter, der står i opposition til et officielt islam-akademia, som er upålideligt, venstreorienteret, dhimmificeret, multikulturalistisk og manipulerende. Og som skjuler eller pynter på 'sandheden om islam'.
Ræder har uden tvivl ret i, at akademia er mere venstre- end højreorienteret, og at det akademiske parnas qua baggrund og social status, og de holdninger dette ofte er forbundet med, oftere har sympati for multi- end for monokulturalisme.
Men at affærdige hele den 'officielle' islamforskning på baggrund af dette, det er absurd. At holde sig konsekvent til forfattere, som dokumenteret er politisk aktive og har interesser mod muslimer forbundet med deres virksomhed, det er simpelthen dybt utroværdigt.
5. Ræder udviser, når han kommenterer konkrete hændelser og fænomener i den muslimske verden, mangel på basal viden og mangelfuld forståelse af årsagssammenhænge, men det er selvfølgelig ikke overraskende, når han baserer sig på tunnelsynet, ensidig og islamomanisk litteratur. Der er ikke noget som tyder på, at Robert Reillys bog adskiller sig positivt fra Henrik Ræders øvrige foretrukne forfattere, så umiddelbart vil jeg tillade mig at vende tommelfingeren ned.
"Hvorfor er Robert R. Reillys bog 'The Closing of the Muslim Mind' konspirationslitteratur?" (ikke ordret gengivet, men det var vist meningen med spørgsmålet).
Lad mig svare på det:
1. Bogen har undertitlen "How Intellectual Suicide Created the Modern Islamist Crisis", og det mystificerer, for det er da netop ikke islamisterne, der er i krise. Islamismen har det glimrende, stortrives og breder sig med Saudiarabien og Golfaraberne som drivikraft.
Når Reilly bruger begrebet 'islamist crisis', er det så fordi han ikke skelner mellem 'islam' og 'islamisme'? Det er i hvert fald en underlig undertitel.
2. Bogen præsenteres på bl.a. Amazon.com med en række postulater:
"The Closing of the Muslim Mind solves such puzzles as:
· why peace is so elusive in the Middle East
Er det tilfældet? Mindst halvdelen af ufreden i Mellemøsten er resultat af vestlige eller israelske 'interventioner', og Israel har desuden opnået fredsaftaler med Egypten og Jordan.
· why the Arab world stands near the bottom of every measure of human development
Det er ikke korrekt. Siden den 'grønne revolution' i 1960erne og udbredelsen af moderne medicin og lægevidenskab har den arabiske verden gennemgået en enorm udvikling. Det kan enhver forvisse sig om ved ret simple søgninger på demografiske nøgletal.
· why scientific inquiry is nearly dead in the Islamic world
· why Spain translates more books in a single year than the entire Arab world has in the past thousand years
Dumheds-argumentet... det har jeg behandlet andetsteds:
"Af samme årsag [muslimsk dumhed, lp] har under 10 muslimer modtaget Nobelprisen, mens f.eks. 179 jøder har fået æren”, skriver Sennels. Men hvorfor er det relevant at sammenligne muslimer med jøder? Jøder er – alt andet lige – en vestliggjort elite. Sammenligner vi ‘muslimsk kultur’ med sammenlignelige kulturer, f.eks. indisk eller kinesisk, så viser det sig at muslimerne har modtaget lige så mange Nobelpriser, og med lidt god vilje faktisk flere end disse to civilisationer.
Nobelpris-sammenligningen mellem jøder og muslimer er klassisk, men den er også falsk. Lige så falsk, som når Nicolai Sennels anfører, at muslimske lande i gennemsnit producerer ‘mindre end 1/10 af verdensgennemsnittet, når det gælder videnskabelig forskning”.Det er en faktisk en meget pæn produktion, når man tager i betragtning at langt det meste globale videnskabelige forskning foregår i den højest udviklede del af verden, hvor videnskabsproduktion er systematiseret og effektiviseret. Igen vil vi gerne se tal fra Sennels, der gør det muligt for os at sammenligne muslimsk med kinesisk og indisk kultur.
En anden gammel traver er den med, at der årligt bliver oversat færre bøger til arabisk, end der bliver til spansk. Men Spanien er altså ikke et udviklingsland. Og i øvrigt er arabisk ikke det eneste ‘muslimske sprog’. Tyrkere, iranere, indonesere og pakistanere oversætter nok også nogle bøger, ikke sandt, Sennels?. Og omvendt: hvor mange bøger bliver der årligt oversat til kinesisk og indisk?Sennels anfører – igen uden at levere et rimeligt sammenligningsgrundlag – at blandt tyrkere i Tyrkiet har 70 pct. aldrig læst en bog og 90 pct. aldrig været udenlands. Hvor mange brasilianere læser bøger? Sydafrikanere? Indere? Kinesere? Vietnamesere? Burmesere? Nepalesere? Russere?
· why some people in Saudi Arabia still refuse to believe man has been to the moon
Der er også konspirationsteoretikere i Vesten, der mener at månelandingen var løgn.
· why Muslim media frequently present natural disasters like Hurricane Katrina as God’s direct retribution"
Der er også religiøse tosser i USA, der mener Katrina var Guds straf.
3. Det forekommer mig, at Henrik Ræder læser rigtig meget islamkritisk litteratur, og at han nærmest ukritisk fæster lid til den. Islamkritiske forfattere kan måske have valide pointer, men deres vinkel på emnet bør selvfølgelig ikke stå alene. Et bredt kendskab til verdenshistorien og den muslimske verdens historie er helt uomgængeligt, hvis man ikke vil være et let offer for manipulationer og propaganda.
4. For at opretholde illusionen af, at 'hans' forfattere repræsenterer sandheden, må Henrik Ræder betragte dem som en slags dissidenter, der står i opposition til et officielt islam-akademia, som er upålideligt, venstreorienteret, dhimmificeret, multikulturalistisk og manipulerende. Og som skjuler eller pynter på 'sandheden om islam'.
Ræder har uden tvivl ret i, at akademia er mere venstre- end højreorienteret, og at det akademiske parnas qua baggrund og social status, og de holdninger dette ofte er forbundet med, oftere har sympati for multi- end for monokulturalisme.
Men at affærdige hele den 'officielle' islamforskning på baggrund af dette, det er absurd. At holde sig konsekvent til forfattere, som dokumenteret er politisk aktive og har interesser mod muslimer forbundet med deres virksomhed, det er simpelthen dybt utroværdigt.
5. Ræder udviser, når han kommenterer konkrete hændelser og fænomener i den muslimske verden, mangel på basal viden og mangelfuld forståelse af årsagssammenhænge, men det er selvfølgelig ikke overraskende, når han baserer sig på tunnelsynet, ensidig og islamomanisk litteratur. Der er ikke noget som tyder på, at Robert Reillys bog adskiller sig positivt fra Henrik Ræders øvrige foretrukne forfattere, så umiddelbart vil jeg tillade mig at vende tommelfingeren ned.
