Forsørgelse! Når ordet siges, tænker alle på offentlig forsørgelse: at den enkelte har en ret til at forsørges af staten, at der skal være bistand til folk, der ikke kan klare sig selv og, at velfærdsstatens kerneydelse er forsørgelse.
Men forsørgelse kan være flere ting.
Det behøver ikke kun at være en individ-stat relation.
Faktisk bygger en grundpille i det danske samfund på princippet om gensidig forsørgelse. Ægteskabet er en institution, hvor parterne som en del af kontrakten indvilger i at forsørge hinanden. En ægtefælle kan ikke modtage kontanthjælp uafhængigt af den anden parts indkomstforhold. Det ses som et økonomisk fællesskab.
Nogle er forargede over, at ægteskabet på den måde overtrumfer individets rettigheder. De vil have afskaffet pligten til gensidig forsørgelse, så individerne kun er forpligtet af staten.
Man burde snarere overveje at udvide den familiære forsørgelsespligt, så den ikke kun omfatter ægtefællen og børn under 18 år, men måske også børn op i tyveårsalderen? Hvorfor skal man have SU som 18-20-årig, hvis forældrene har en husholdning, hvori den unge kan indgå? Der kunne også være forsørgerpligter den anden vej, fra børn og til forældre i pensionistalderen.
Den gang grundlovens såkaldte forsørgelsesparagraf blev forfattet i 1849, og som stadig står i grundloven, var der ikke primært tænkt på retten til offentlig forsørgelse. “Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige”, står der i forfatningen.
Udgangspunktet for Danmarks liberale grundlov er altså, at forsørgelse primært er selvforsørgelse og dernæst gensidig forsørgelse, og først i sidste instans, til den sidste restgruppe og som den yderste nødløsning, skal stat og kommune træde til. Men først skal det undersøges, om forsørgelsen “påhviler nogen anden”.
Den eneste rest tilbage heraf i dansk lovgivning er ægteskabet. Her gælder forsørgerpligten stadig.