Henning Larsens bog “De skal sige tak” er et unikt eksempel på, at en strid mellem Mærsk Mc-Kinney Møller og en af hans forretningsforbindelser er blevet lagt åbent frem for alle – i alle detaljer. Historien har da også vakt stort postyr i dansk presse, og. meningerne stritter i alle retninger.
Er der så grund til at træde mere rundt i det? Er det ikke bare to store egoer, der er stødt sammen?
Herregud, det er jo Mærsks egne penge. Desuden er kontrakten udformet, så han i den grad har juraen på sin side. Og har Henning Larsen ikke lavet et klart kontraktsbrud?
Jo, det har han. Til gengæld har han efter min mening været udsat for en uanstændig behandling.
Det var nemlig ikke en tilfældig fynsk skibstømrer, som Mærsk satte til at bygge en flydepram. Det var en verdensberømt arkitekt som blev ansat til at bygge en opera. En arkitekt, der er anerkendt for sine særlige, kunstneriske kvaliteter og vant til at få sin kunstneriske integritet respekteret
Det fik han ikke her. Mærsk mente at have lige så meget forstand på Larsens arkitektur, som han har på at få bygget flydepramme, og gjorde ved Larsens projekt, hvad der passede ham. Det mest markante var, at den store, åbne glasfacade over mod Amalienborg blev forsynet med vandrette brede stållameller, som smadrede hele intentionen i Henning Larsens projekt.
Hvad der er svært at gøre ved en flydepram, lykkedes her for Mærsk. Han skamferede en opera. Han demonstrerede, at han ikke kun havde pengene og juraen, men også den dårlige smag på sin side.
Selvfølgelig stammer pengene fra hans families egne fonde. Ganske vis opsamlet med betydelige skatterabatter. Men altså tjent på på markedet i kraft af godt købmandsskab. Er der noget galt med det?
Jo, der er det galt, at magtsyge og grådighed bringer den liberale sag i
vanskeligheder. Når Mærsk skalter og valter med et stykke arkitektur til milliarder af kroner, et stykke arkitektur, som kunne være blevet verdensklasse, når finansfolk fortsat beriger sig efter at have modtaget kæmpeindskud af offentlige midler for at have formøblet ufattelige summer, når en indisk rigmand lader bygge en privatbolig til mange milliarder, så bliver det meget svært at tale om markedsmekanismens og
det liberale samfunds fortrin frem for socialdemokratismen.
Og – med hensyn til den uanstændige behandling - så er der det pikante ved Mærsk, at han foretrækker at have at gøre med det, kan kalder “ordentlige mennesker”. Da han i 2003 overdrog Michael Pram Rasmussen posten som bestyrelsesformand i A.P. Møller- Mærsk begrundede han det blandt andet med, at “han er et ordentligt menneske”. Det er her underforstået, at når Mærsk foretrækker ordentlige mennesker, så er det selvfølgelig, fordi han selv er et ordentligt meneske.
Hvordan sådan et ser ud, kan man læse om i “De skal sige tak!”
