DSB-sagen rummer stof til uanede mægder politisk spin, og der er derfor næppe tvivl om at vi skal martres med en strøm af "historier" og "afsløringer" hen over sommeren. Ikke mindst i lyset af den kommende valgkamp.
Som et eksempel på det, er der nu dukket et notat op, som angiveligt "frifinder" DSB-toppen og "underminerer grundlaget for chef-fyringen". Det kan man godt vælge at opfatte som et signal om at Søren Eriksen ikke skulle have været fyret, men det er en barok udlægning.
Uanset hvilke juridiske og politiske vinkler man kan anlægge, så ændrer det ikke ved det kommercielle slutresultat, nemlig at DSB gennem en periode har været praktisk talt uden styring. Der er ingen andre rimelige forklaringer på hvordan man kan overraskes af et underskud i den aktuelle størrelsesorden - overrasket i et sådant omfang, at det først lykkedes at aflægge et regnskab med et beskedent overskud, for derefter at ændre det til et underskud på mere end ½ mia.
Det eneste fornuftige skridt i den sag er - ud over fyringen af diverse ledelsespersoner inkl. Søren Eriksen - udnævnelsen af Peter Schütze til ny bestyrelsesformand. Hvis han kan få lov til at virke uden for megen politisk indblanding, er der næppe tvivl om at der kommer styr på tingene.
Løsningen på problemerne er ikke som det har været antyder, at der etableres en tættere forbindelse fra staten til DSB, men derimod at der skabes yderligere afstand. Staten kan ikke drive kommerciel virksomhed - det behøver vi ikke flere eksempler på.
