Originalindlægget kan læses på den nystartede blog, Den Sorte Reaktion.
“Jeg er opvokset på Nørrebro og i Nordvestkvarteret, men jeg boede nord for byen i et rum tid.
Efter at i torsdags at have flyttet ind i min nye lejlighed i Vanløse, har jeg allerede oplevet adskillige særdeles tragkomiske episoder.
Nuvel, efter at have levet af fastfood i et par dage, følte jeg, at tiden var inde til, at jeg fyldte køleskabet med mad.
Jeg tog ud til den nærmeste åbne NETTO, der ikke ligger særlig langt fra min bopæl.
Det var udbetalingsdagen for både løn og offentlige ydelser.
Det første indtryk i supermarkedet var en gruppe på tre kronragede, 16-17-årige drenge i Nike TN, der købte adskillige rammer Hustler-energidrik og vist seks flasker polsk slavevodka. De gik rundt, kiggede olmt på folk og virkede temmelig anspændte. En af dem forsøgte at etablere kontakt til en medproletar-pige med mindst tre gange for meget foundation i ansigtet, bleget platinblondt hår med udvoksning på 2-3 cm og Canada Goose-jakke.
Det endte med en flad. Men denne gruppe kommer jeg tilbage til.
Mens jeg var ved at lede efter en grøntsagsblanding i frostafdelingen, hørte jeg tumult og lyden af glas, der gik i stykker, bag mig.
Episoden, som udspillede sig, var, at en gruppe på fem-seks indvandrerdrenge, der indtil da havde formålsløst marcheret frem og tilbage i forretningen med en gangart, der mindede om nogen med svære rygproblemer og adskillige franskbrød under hver arm, havde set sig sure på en sut, der tilsyneladende havde smilet til en af dem.
Det var temmelig svært at undgå - jeg havde selv stået på et tidspunkt og grint lidt ad dem.
Indvandrerpsykopaten førte sig frem foran sine venner med yderst intelligent og sammenhængende retorik à la "Jeg snak' ik' mæ fremad", til trods for at han selv havde startet samtalen, og begyndte at ruske i sutten.
Der oplevede jeg en fornemmelse af rent had, der strømmede igennem mig. Selvom jeg rationelt sagtens kunne se, at der var tale om en flok usikre tabere, hvilket nok reelt var kausalforklaringen på deres adfærd, der nok i sidste ende var truende men på anden vis fuldkommen harmløst smart-spilleri. Alligevel blev jeg virkelig rasende indeni over den nok 1,95 m høje spasser, der stod omringet af sine hjernedøde venner og rystede i en spinkel, lidt feminin, midaldrende sut på nok 1,70 m. Situationen var dog temmelig håbløs for mig, såfremt at jeg skulle blande mig i det, da der var fem af dem, og jeg ræsonnerede mig frem til, at det nok ikke var det værd.
En af medarbejderne, der øjensynligt kendte idioten, fik dog heldigvis optrinnet stoppet. Jeg følte mig som sådan en kujon bagefter for ikke at have gjort noget, men på den anden side kunne jeg heller ikke se formålet i at kaste mig ud i kamikazeangreb for fremmede alkoholikeres skyld.
Turen gik videre til mejeriafdelingen for at finde noget mælk og ost, hvorefter jeg bevægede mig mod kassen, hvor der var en anden sut, der vist havde stoppet køen, fordi han var utilfreds med et eller andet.
Klokken var 19:21 - ja, jeg kiggede på mit ur, fordi jeg skulle nå at komme hjem før kl. 20 - og sutten var allerede så beruset, at man knap nok kunne begribe, hvad han ytrede. Klokken var 19:30, da der igen kom bevægelse i køen.
På vejen ud af butikken stødte jeg igen på gruppen af drenge, der godt kunne lide vodka og energidrik. De stod udenfor og, mens én chikanerede og eventuelt væltede proletarpigen omkuld, ansigtet først ned i sneen, bl.a. udbrød, hvor godt det var at tage "den billige" (amfetamin for de uindviede), og at de skulle forbi nogen, der hedder Brian, og ja, det hed han, for at få noget mere.
Klokken var ikke engang 20, men de havde åbenbart allerede delt et gram amfetamin eller mere mellem hinanden.
I den drøje halve kilometer, jeg havde hjem fra NETTO, reflekterede jeg lidt over tingene: jeg var ikke så tolerant et menneske, som jeg havde forventet - eller måske så godt et menneske, som jeg havde forventet. Det eneste, jeg følte overfor disse mennesker, var rent had. Jeg så dem knap nok som mennesker; jeg så dem som affald. Sutterne havde jeg intet problem med - de snylter givetvis på samfundet, men de generer ikke nogen til alt for stor udstrækning, men de andre aktører, som jeg har beskrevet her, følte jeg slet ikke havde retten til liv.
De eneste argumenter, jeg kunne finde for, at min tankegang var uacceptabel, var rent moralske og ideologiske. Jeg tænkte dog, at det var fantastisk, at jeg i det mindste var blevet indprentet sådanne værdier og tanker siden barnsben, hvorfor alt andet fremstod forkert, men set bort fra rene glidebaneargumenter kunne jeg ikke se det uholdbare i f.eks. "Hvordan kommer vi af med de andre?".
Da jeg trådte over dørtrinnet, var jeg dødtræt, og jeg faldt nærmest i søvn med mit ansigt i maden.
Jeg vågnede af nogen grund ved midnat og kunne ikke sove, så jeg gjorde lidt rent og læste efterfølgende en bog.
Jeg blev dog afbrudt i mit foretagende, da en bilalarm lød lige udenfor mit vindue omkring kl. 4. Der var nogen, som var i gang med at bryde ind i (vist) min nabos bil.
Jeg løb ud i bar overkrop og med et boldtræ i hænderne...”
“Jeg er opvokset på Nørrebro og i Nordvestkvarteret, men jeg boede nord for byen i et rum tid.
Efter at i torsdags at have flyttet ind i min nye lejlighed i Vanløse, har jeg allerede oplevet adskillige særdeles tragkomiske episoder.
Nuvel, efter at have levet af fastfood i et par dage, følte jeg, at tiden var inde til, at jeg fyldte køleskabet med mad.
Jeg tog ud til den nærmeste åbne NETTO, der ikke ligger særlig langt fra min bopæl.
Det var udbetalingsdagen for både løn og offentlige ydelser.
Det første indtryk i supermarkedet var en gruppe på tre kronragede, 16-17-årige drenge i Nike TN, der købte adskillige rammer Hustler-energidrik og vist seks flasker polsk slavevodka. De gik rundt, kiggede olmt på folk og virkede temmelig anspændte. En af dem forsøgte at etablere kontakt til en medproletar-pige med mindst tre gange for meget foundation i ansigtet, bleget platinblondt hår med udvoksning på 2-3 cm og Canada Goose-jakke.
Det endte med en flad. Men denne gruppe kommer jeg tilbage til.
Mens jeg var ved at lede efter en grøntsagsblanding i frostafdelingen, hørte jeg tumult og lyden af glas, der gik i stykker, bag mig.
Episoden, som udspillede sig, var, at en gruppe på fem-seks indvandrerdrenge, der indtil da havde formålsløst marcheret frem og tilbage i forretningen med en gangart, der mindede om nogen med svære rygproblemer og adskillige franskbrød under hver arm, havde set sig sure på en sut, der tilsyneladende havde smilet til en af dem.
Det var temmelig svært at undgå - jeg havde selv stået på et tidspunkt og grint lidt ad dem.
Indvandrerpsykopaten førte sig frem foran sine venner med yderst intelligent og sammenhængende retorik à la "Jeg snak' ik' mæ fremad", til trods for at han selv havde startet samtalen, og begyndte at ruske i sutten.
Der oplevede jeg en fornemmelse af rent had, der strømmede igennem mig. Selvom jeg rationelt sagtens kunne se, at der var tale om en flok usikre tabere, hvilket nok reelt var kausalforklaringen på deres adfærd, der nok i sidste ende var truende men på anden vis fuldkommen harmløst smart-spilleri. Alligevel blev jeg virkelig rasende indeni over den nok 1,95 m høje spasser, der stod omringet af sine hjernedøde venner og rystede i en spinkel, lidt feminin, midaldrende sut på nok 1,70 m. Situationen var dog temmelig håbløs for mig, såfremt at jeg skulle blande mig i det, da der var fem af dem, og jeg ræsonnerede mig frem til, at det nok ikke var det værd.
En af medarbejderne, der øjensynligt kendte idioten, fik dog heldigvis optrinnet stoppet. Jeg følte mig som sådan en kujon bagefter for ikke at have gjort noget, men på den anden side kunne jeg heller ikke se formålet i at kaste mig ud i kamikazeangreb for fremmede alkoholikeres skyld.
Turen gik videre til mejeriafdelingen for at finde noget mælk og ost, hvorefter jeg bevægede mig mod kassen, hvor der var en anden sut, der vist havde stoppet køen, fordi han var utilfreds med et eller andet.
Klokken var 19:21 - ja, jeg kiggede på mit ur, fordi jeg skulle nå at komme hjem før kl. 20 - og sutten var allerede så beruset, at man knap nok kunne begribe, hvad han ytrede. Klokken var 19:30, da der igen kom bevægelse i køen.
På vejen ud af butikken stødte jeg igen på gruppen af drenge, der godt kunne lide vodka og energidrik. De stod udenfor og, mens én chikanerede og eventuelt væltede proletarpigen omkuld, ansigtet først ned i sneen, bl.a. udbrød, hvor godt det var at tage "den billige" (amfetamin for de uindviede), og at de skulle forbi nogen, der hedder Brian, og ja, det hed han, for at få noget mere.
Klokken var ikke engang 20, men de havde åbenbart allerede delt et gram amfetamin eller mere mellem hinanden.
I den drøje halve kilometer, jeg havde hjem fra NETTO, reflekterede jeg lidt over tingene: jeg var ikke så tolerant et menneske, som jeg havde forventet - eller måske så godt et menneske, som jeg havde forventet. Det eneste, jeg følte overfor disse mennesker, var rent had. Jeg så dem knap nok som mennesker; jeg så dem som affald. Sutterne havde jeg intet problem med - de snylter givetvis på samfundet, men de generer ikke nogen til alt for stor udstrækning, men de andre aktører, som jeg har beskrevet her, følte jeg slet ikke havde retten til liv.
De eneste argumenter, jeg kunne finde for, at min tankegang var uacceptabel, var rent moralske og ideologiske. Jeg tænkte dog, at det var fantastisk, at jeg i det mindste var blevet indprentet sådanne værdier og tanker siden barnsben, hvorfor alt andet fremstod forkert, men set bort fra rene glidebaneargumenter kunne jeg ikke se det uholdbare i f.eks. "Hvordan kommer vi af med de andre?".
Da jeg trådte over dørtrinnet, var jeg dødtræt, og jeg faldt nærmest i søvn med mit ansigt i maden.
Jeg vågnede af nogen grund ved midnat og kunne ikke sove, så jeg gjorde lidt rent og læste efterfølgende en bog.
Jeg blev dog afbrudt i mit foretagende, da en bilalarm lød lige udenfor mit vindue omkring kl. 4. Der var nogen, som var i gang med at bryde ind i (vist) min nabos bil.
Jeg løb ud i bar overkrop og med et boldtræ i hænderne...”
