Efter at regeringen har kørt jævne og svage lønmodtagere over med en grønthøster i form af forringelser af dagpengeperioder, sygedagpenge osv. osv., og synlige og usynlige haglbyger af nye afgifter og skatter, er statsministeren nu pludseligt kommet i gave humør. Nu skal ulandsbistanden højere op, siger hun til Ritzau!
Hvorfor er det ikke nok, at vi i forvejen betaler mere end andre lande gør?
16 milliarder om året, som vi betaler nu, er dog en hel del! Vi lever til fulde op til hvad man vil kunne forvente af os!
Er det fordi statsministeren mener vi er blevet rige fordi arbejdsløsheden stiger, at der næste dagligt er en konkurs eller virksomhedsudflagning, eller at avisens job spalter nu fuldstændigt overskygges med nye sider af tvangsauktioner?
Hvor findes den rigdom som vi nu skal dele ud af?
Er du ikke tilfreds med at være blandt de lande der betaler mest ulandsbistand? Skal vi absolut være hestehoveder foran alle andre?