Der er travlt ved håndvasken i S og SF, aben skal placeres efter Helles nedtur og de mange svidene nederlag - og DSU er ikke blege for at placere den hos De Radikale. Ligeledes gør mange fra de socialdemokratiske bagland. Men er det nu også rigtigt at placere aben dér?
Helles største politiske nederlag, betalingsringen, blev tilføjet hende at vestegnens socialdemokratiske bogmestre. Det var simpelthen benspænd indefra.
Det næststørste nederlag, trepartsforhandlingerne, var det fagbevægelsen der spændte ben. Den fagbevægelse som traditionelt har danset kinddans med socialdemokraterne.
Og så har Helle jo før valget lovet sin bare røv væk, vel vidende, at der aldeles ikke ville være flertal for det efter valget. Det ville have forudsat, at S-SF-EL alene have opnået flertal. Noget som ingen meningsmålinger var bare i nærheden af før valget. Med Soluna Samays ord til Grand Prix sangen: Should've known better. Helle burde have vidst, at hun ikke havde en kinamands chance for at komme igennem med bare en brøkdel af sit valgflæsk efter valget. Helles fedtdrivende valgflæsk forsvandt som luftsteg og vindfrikadeller. Sidste gang sosserne gjorde det var i 1998 med efterlønsreformen, hvor Nyrup havde lovet vælgerne, at der ikke ville blive pillet ved efterlønnen efter valget. Normalt siger man, at ét år i politik er en æon, men dengang havde vælgerne en hukommelse som en elefant og de straffede Nyrup noget så eftertrykkeligt ved valget i 2001. Og denne gang har Helle gjort så meget i nælderne, at vælgerne vil huske det til næste valg. Uanset om det finder sted til efteråret, fordi Helle ikke kan få flertal for finansloven, eller om det først finder sted i 2015.
Hvor er Helles virkelighedsopfattelse? Er det den der ligger på øverste etage i et luksushotel i Ørestaden? Hvad pokker lavede hun dog der? Hun strikkede i al fald ikke nogen holdebar politik sammen. Da Helle sagde at hun vidste hvad der røre sig ved kakkelbordene, så var der mange der grinede af hende. Og det med god grund: For da hun sad i sit elfenbenstårn i Ørestaden var der absolut ingen kontakt til partiets og fagbevægelsens græsrødder. Ikke nogen nødvendighed i Bruxelles, hvor Helle har sin politiske ballast fra. Men det slipper man altså ikke godt fra i dansk politik. Helle har vist sig som en ekstremt dårlig strateg, taktikker og partileder - og en ekstremt udvidende partileder. Hun blev taget på sengen af den meget belastende PET rapport om sin tro væbner, Henrik Sass Larsen, og den manglende sikkerhedsgodkendelse af samme. Hun blev ligeledes taget på sengen af de socialdemokratiske vestegnsborgmestrer i betalingsringssagen. Hun viste vitterligt ikke, at hun i den sag ville blive mødt med massiv modstand fra Vestegnen. Med en lettere omskrivning af sloganet fra Søsportens Sikkerhedsråd: Kun en tåbe frygter ikke vestegnens borgmestrer. Nyrup fik kærligheden at føle fra Vestegnen i udlændingepolitikken. Igen, Helle kender sit parti, sine græsrødder, sine samarbejdspartnere, ja end ikke sine allernærmeste i partiet, og det bliver hun nu straffet noget så eftertrykkeligt for. Og hun lader rene bagatelsager vokse sig store i stedet for at lukke dem i en fart. Ved trepartsforhandlingerne var det sølle 4 mia kr der skilte parterne. Det var en lille sag, der burde have været håndteret, i stedet for at ende i en politisk katastrofe i Titanic-klassen for regeringen. Konklusionen må være, at Helle lagde grundstenen til sin nedtur for længe siden før valget, ved at komme med helt urealistiske valgløfter. Og da så problemerne blev åbenbare efter valget, så var Helle ganske ude af stand til at håndtere dem.
