I de gode gamle dage havde Ekstra Bladet sloganet ”Tør hvor andre tier” som udtryk for at man lagde afstand til pænhed og politisk korrekthed – og mange som i tidens løb har lavet lyssky forretninger, har måttet se sig hilst velkommen på forsiden.
Derfor var det lidt kedeligt at man søndag den 5. december 2010 skulle helt om på bagsiden for at finde avisens bedste artikel, som levede op til det gamle slogan.
”Falberts Gabestok” udstillede på den mest skammelige og pinlige måde at Danmarks – måske – kommende statsminister, Helle Thorning-Schmidt, ikke har det mindste styr på hverken konsekvenserne af den politik hun selv agter at styre Danmark med eller de tal hun selv er kommet frem til.
Når man tænker på, at de nyligt overståede TV-dueller mellem Helle Thorning-Schmidt og Pia Kjærsgaard blot var en gang aftalt spil, hvor duelanterne på forhånd havde aftalt, hvad de ville tale om – og hvor TV-kanalerne gladelig og ukritisk lagde sendetid og mikrofoner til – var det befriende at læse om alle de fejl og unøjagtigheder som Helle Thorning-Schmidts politik så behændigt blev skånet for i TV.
Måtte ”Falberts Gabestok” bare være begyndelsen, så Ekstra Bladet vil blotlægge hvilke konsekvenser det vil få for Danmark på så vitale områder som beskæftigelse, handelsbalance og vækst, hvis S & SF skal danne regering på deres valgoplæg. Områder som i bund og grund er af afgørende betydning for om S & SF vil være i stand til at indfri valgløfterne om mere bl.a. mere velfærd, offentlig forsørgelse, bedre skoler og flere hjemmehjælpere.
Jeg glæder mig til at Falbert og Ekstra Bladet byder Helle Thorning-Schmidt ”Velkommen på Forsiden”.