Ny bog af Gunnar Viby Mogensen
Den liberale velfærdsmodel, der lægger vægt på forsikringsprincippet, finder vi i bl.a. England og USA. Den kontinentale model, der blev skabt af velfærdssamfundets store fader, den tyske rigskansler Bismarck i 1880erne, og som lægger vægt på tilknytningen til arbejdsmarkedet, finder vi bl.a. i Tyskland og Frankrig, og den universelle model, velfærdsstaten - betegnelserne er forskningens - som lader staten direkte styre og finansiere det hele, finder vi i Skandinavien.
Sidstnævnte model giver jo politikerne mest indflydelse, det skal man nok ikke undervurdere, og når politikerne optræder sammen med det flertal af befolkningen, der lever af det offentlige, i den såkaldte velfærdskoalition, kender udviklingen kun én vej: endnu mere »velfærd«, endnu større offentlig vækst. Men, som Gunnar Viby Mogensen med støtte i Velfærdskommissionens arbejde peger på, er denne model i dens danske skikkelse ikke længere overlevelsesdygtig.
Overkommer man som politiker ikke mere, bør man i det mindste - hvis man hedder Helle Thorning-Schmidt eller Villy Søvndal - læse det afsluttende kapitel i bind 2, der har overskriften »Perspektiverne for den danske velfærdsmodel«, inden man tager udtrykket »mere velfærd« i sin mund.
Den lyder som en spændende, uddybet version af "Taberfabrikken".
