"... det [er] nemlig sådan, at udenlandske mænd med overvejende muslimsk baggrund i ganske stor stil er gerningsmænd til racistisk motiveret vold imod etniske danskere", skriver Lars Kragh Andersen i en fornuftig kritik af en aktuel bannerkampagne.
Det ufornuftige i Lars Kraghs kritik er, at han køber præmissen om, at vold begået af etnisk danske mod indvandrere, eller af indvandrere mod etnisk danske, ofte er racistisk motiveret. Dét er næppe tilfældet, men de to begreber slører også den virkelighed, som Lars Kragh ellers meget sympatisk gerne vil have frem i lyset.
Man kan garanteret finde etniske danskere eller etniske indvandrere, som mener, at 'danskersvin' hhv. 'perkere' er undermennesker, urene, laverestående, dyriske og dæmoniske eller bare nogle indavlede idioter, men disse regulære racister er sandsynligvis i mindretal.
De fleste mennesker ræsonnerer inden for et mere civiliseret og nuanceret kontinuum - et eller andet sted mellem had og viden: Det er ikke uden grund, folk hader perkere, for perkere laver mere ballade end etniske danskere. Men omvendt er det jo langt fra alle perkere, der skaber problemer.
Og det er heller ikke uden grund, at nogle unge perkere hader danskersvinene, som - oplever de - holder unge 'fejlfarver' ude fra arbejdsmarkedet, kalder dem perkere, og hele tiden kritiserer deres kultur, deres religion og deres tørklæder - hvor meget kritikken end måtte være berettiget.
Uanset hvilken side man holder med i Den store Civilisationskrig®, så kan man ikke benægte, at det altid vil stå til diskussion, om en forbrydelse var motiveret af irrationelt had, eller om der ligger rimelige, forståelige eller forklarlige årsager til grund. Men det står s'gu ikke til diskussion, om en person blev slået til lirekassemænd eller ej. Hvis han/hun kan fremvise blå øjne, så holder den.
'Hadeforbrydelser' er derfor et politisk begreb, ikke et juridisk; det er et gummibegreb, og det er også et usundt begreb at blande ind i juraen, for det lægger op til, at domstolene begynder at interessere sig mere for holdningerne bag en forbrydelse end for forbrydelsens konsekvenser.
Hvis hatecrime-princippet bliver knæsat, så er det ultimativt ikke nødvendigt, at der finder et fysisk overgreb sted, før vi har at gøre med en forbrydelse, og dermed gøres forbrydelser basalt set til tankeforbrydelser.
Det er sandsynligvis en koalition af homoaktivister, anti-antisemitisme- og antiracisme-grupper, der har set en interesse i at promovere hadforbrydelse-begrebet, men det er en trussel mod retten til at tænke og ytre sig frit, og der er slet ikke behov for at interessere sig for disse hadeforbrydelser, når vi har en ordinær straffelov, der slår ned på vold.
Det ufornuftige i Lars Kraghs kritik er, at han køber præmissen om, at vold begået af etnisk danske mod indvandrere, eller af indvandrere mod etnisk danske, ofte er racistisk motiveret. Dét er næppe tilfældet, men de to begreber slører også den virkelighed, som Lars Kragh ellers meget sympatisk gerne vil have frem i lyset.
Man kan garanteret finde etniske danskere eller etniske indvandrere, som mener, at 'danskersvin' hhv. 'perkere' er undermennesker, urene, laverestående, dyriske og dæmoniske eller bare nogle indavlede idioter, men disse regulære racister er sandsynligvis i mindretal.
De fleste mennesker ræsonnerer inden for et mere civiliseret og nuanceret kontinuum - et eller andet sted mellem had og viden: Det er ikke uden grund, folk hader perkere, for perkere laver mere ballade end etniske danskere. Men omvendt er det jo langt fra alle perkere, der skaber problemer.
Og det er heller ikke uden grund, at nogle unge perkere hader danskersvinene, som - oplever de - holder unge 'fejlfarver' ude fra arbejdsmarkedet, kalder dem perkere, og hele tiden kritiserer deres kultur, deres religion og deres tørklæder - hvor meget kritikken end måtte være berettiget.
Uanset hvilken side man holder med i Den store Civilisationskrig®, så kan man ikke benægte, at det altid vil stå til diskussion, om en forbrydelse var motiveret af irrationelt had, eller om der ligger rimelige, forståelige eller forklarlige årsager til grund. Men det står s'gu ikke til diskussion, om en person blev slået til lirekassemænd eller ej. Hvis han/hun kan fremvise blå øjne, så holder den.
'Hadeforbrydelser' er derfor et politisk begreb, ikke et juridisk; det er et gummibegreb, og det er også et usundt begreb at blande ind i juraen, for det lægger op til, at domstolene begynder at interessere sig mere for holdningerne bag en forbrydelse end for forbrydelsens konsekvenser.
Hvis hatecrime-princippet bliver knæsat, så er det ultimativt ikke nødvendigt, at der finder et fysisk overgreb sted, før vi har at gøre med en forbrydelse, og dermed gøres forbrydelser basalt set til tankeforbrydelser.
Det er sandsynligvis en koalition af homoaktivister, anti-antisemitisme- og antiracisme-grupper, der har set en interesse i at promovere hadforbrydelse-begrebet, men det er en trussel mod retten til at tænke og ytre sig frit, og der er slet ikke behov for at interessere sig for disse hadeforbrydelser, når vi har en ordinær straffelov, der slår ned på vold.
