Politiken konstaterer at Lars Løkke har scoret et selvmål ved at forlade forhandlingerne om en skattereform i utide, men der er tale om en højst tvivlsom og utroværdig analyse, der mere end noget andet skal ses som Politikens forsøg på at politisere. Artiklen bygger på en stribe af forkerte præmisser:
Politiken genbruger regeringens forklaring på at Venstres udspil ikke kan bruges i forhandlingerne, fordi regnestykket angiveligt ikke hænger sammen. Hvorfra ved Politiken det, for dels er det kun hovedtrækkene (ikke detaljerne) der har været lagt frem og dels har Politiken næppe regnet på tallene. Det har regeringen til gengæld, og de har ganske rigtigt meldt ud, at det forholder sig sådan, men hvor troværdig er den udmelding, når samme regering erkender, at regneriet er behæftet med så store usikkerheder, at de kan bringes til at vise snart hvad som helst. Døm selv.
Politiken forudsætter dernæst, at forhandlingerne med de konservative og LA strander - med mindre de 2 partier ændrer deres krav dramatisk. Her må man da håbe at Politiken har ret. Man kan aldrig vide hvor man har de konservative, men hvis det står til troende hvad OBO skriver her på 180grader, så rykker LA sig ikke - og de indgår i.ø. også kun en aftale, der løber frem til næste valg. Dette er pudsigt nok en anden af regeringens undskyldninger for ikke at kunne nå til enighed med Venstre, nemlig at de kun vil indgå en 3-årig aftale.
Spørgsmålet er dernæst, hvordan Politiken når frem til den konklusion, at Venstres bagland er rasende som følge af at de går glip af skattelettelser. Der må være tale om et stemningsskifte, som Politiken har opfanget før alle andre, for jeg har ikke set denne konklusion refereret andre steder endsige underbygget at målinger. I øvrigt akn denne rasen kun være relevant, hvis regeringen gennemfører en skattereform uden skattelettelser med Enhedslisten.
Sagen er i al sin enkelthed, at Lars Løkke med stor succes (indtil andet er bevist) fortsætter den stil som han har fulgt siden valget. Han vil gerne forhandle med regeringen, men det skal være med udgangspunkt i et grundlag, som Venstre kan acceptere. Vil regeringen ikke det, så er det klare signal fra vælgerne, at det i situationen er OK at forholde sig afventende.
Regeringen kan ikke indgå bæredygtige aftaler med andre, med mindre disse andre - Enhedslisten til den ene side og konservative/LA til den anden side - firer voldsomt til deres egne krav. Helle Thorning styrer imod Scylla og Caryptis, og hun vil på et tidspunkt opdage, at der ikke er plads mellem de 2 (for hende) ubehageligheder, og at hun derfor med stor sandsynlighed ender med at ramme begge.
Det eneste der kan gå galt for Lars Løkke er, hvis konservative/LA løber fra deres udtalelser, eller hvis Enhedslisten løber fra deres - og ingen af de scenarier kan man bebrejde Lars Løkke. Lad os derfor håbe, at både konservative/LA og Venstre holder skansen.
