Typisk socialistisk nonsens. Sådan var min første reaktion, da jeg læste, at S-SF mener, at staten har ret til de fremtidige renteindtægter fra statslånet til Danske Bank.
Ifølge historien i Berlingske vil staten gå glip af ca. 5 mia. kr. i renteindtægter, hvis Danske Bank tilbagebetaler sit 24 mia. kr. store lån 2 år før tiden, og det har fået sosserne til at kræve, at Danske Bank skal betale renterne, selv om Danske Bank tilbagebetaler lånet førtidigt:
- Det er helt i orden, at Danske Bank får lov til at komme ud af den låneaftale, man har lavet med staten, men det, der er afgørende for Socialdemokraterne, er, at skatteyderne ikke taber penge på det. Skatteyderne skal ikke stilles ringere ved det, som Danske Bank ønsker nu, siger Morten Bødskov, finansordfører for Socialdemokraterne.
Har S en pointe her?
At få ret til førtidig indfrielse af et lån er en option (som eksempelvis er indbygget i danske realkrediobligationer), og en sådan option har sin pris. Det koster altså sædvanligvis at man som låntager får ret men ikke pligt til at tilbagebetale et lån før tiden.
Så vidt det fremgår af dagspressen, er der ikke indbygget en sådan optionalitet i banklånene i bankpakke II, så som udgangspunkt har Danske Bank ikke ret til at indfri lånet førtidigt.
Formentlig ville Danske Bank selv holde sig strengt til juraen i deres egne lånekontrakter, hvis de har lånt penge ud til en erhvervsvirksomhed, der ikke giver virksomheden option på at kunne tilbagebetale lånet før tid, så ville de næppe lade virksomheden slippe afsted med en førtidig indfrielse uden at opkræve en strafrente - om overhovedet, medmindre det var fordelagtigt for banken at tillade en førtidig indfrielse. Det forholder sig selvfølgelig anderledes med kassekreditter, hvor det er en del af lånebetingelserne, at låntager frit kan variere udnyttelsen af kreditten, men det er altså ikke en given ting ved et almindeligt banklån eller obligationslån, at låntager har ret til førtidig indfrielse. Det er som sagt en option, der skal betales for.
Der er interessante fortilfælde. For en del år siden var det fremme, at nogle pensionskasser havde ydet lån til private pensionsopsparere i begyndelsen af 1980erne på betingelser, der dengang var meget fordelagtige, men med en rente tæt på 20 pct. var de samme lån 25 år senere ekstremt dyre. Det var ikke en del af låneaftalen, at kunderne kunne indfrie lånet førtidigt, og pensionskasserne nægtede at lade kunderne tilbagebetale lånet, fordi de så ville gå glip af store renteindtægter. Låntagerne var fanget i en gældsfælde med en exhorbitant høj rente, men pensionskasserne forsvarede sig med, at lånene var ydet på meget gunstige vilkår i sin tid. Problemstillingen er således ikke ukendt.
Det ejendommelige er, at bankerne er gået med til at indgå en låneaftale, der ikke indebærer en sådan optionalitet om førtidig indfrielse, og hvis man betragter låneaftalen som en frivilligt indgået aftale mellem staten og bankerne, så er bankerne forpligtiget til at overholde deres del af låneaftalen, og staten vil være dårlig til at varetage sine interessenters (skatteyderes) interesser, hvis den giver afkald på de fremtidige renteindtægter, præcis som Socialdemokraterne kræver.
Problemet er, at der ikke var tale om en frivilligt indgået aftale.
Aftalen var nok i bankernes interesse på kort sigt, men der var ikke tale om en helt frivilligt indgået aftale, for hvis bankerne havde sagt nej til lån til hybrid kernekapital, så ville de formentlig være blevet tvunget til at lade staten indskyde kapital og få ejerandele i bankerne i stedet, altså en delvis nationalisering. Det var således en aftale, der blev indgået med en pistol for panden, fordi staten ikke ville have tilladt Danske Bank at gå ned, og bankerne blev reelt stillet over for et ultimatum om noget værre, hvis de ikke indgik låneaftalen.
I den optik var det ikke en aftale, der kan sammenlignes med andre frivilligt indgåede aftaler på et frit marked, for det var der ikke tale om.
Det var en aftale, der mest af alt minder om mafiaens opkrævning af beskyttelsespenge, hvor bankerne tvinges til at indgå en ufordelagtig aftale med truslen om, at de ellers ville blive delvist nationaliserede, og derfor bør Danske Bank få ret til at indfrie lånet førtidigt, uanset at det ikke var en del af låneaftalen.
