I denne uges Weekendavisen anmelder Ole Grünbaum Dysfunktionelle proletarer og rasende god underholdning af Bent Vinn Nielsen.
Bogen består af udvalgte klummer fra Vinn Nielsens hånd bl.a. Blasfemi som demokratisk borgerpligt. I klummen bruger Vinn Nielsen Muhammed-krisen, som anledning til at stille følgende irrelevante spørgsmål:
Mine damer og herrer: Er det rimeligt at pisse i en døbefont? Op ad et alter? Er det ok at komme med sjofle tilråb under præstens prædiken? Kan man tillade sig at gøre det, hvis man selv er født og opdraget i den kristne tro? Kan man tillade sig at gøre det, hvis man ikke er kristen, men f.eks. muslim?
Derefter følger en lang smøre om at “gammeldags tolerance” og “respekt for mennesker med anderledes baggrund” er udtjente værdier i disse “nye tider”, og Muhammed-tegningerne gøres ækvivalent med simpel barnlig trodsighed:
Som vi jo ved, er det muslimske samfund i Danmark særdeles magtfuldt, det kræver et sturht, sturht mod at stille sig op og råbe Allah er dum efter grønthandlere af anden etnisk herkomst end midtjysk og kvinder med tørklæde om hovedet.
I kan ud fra overstående gætte jer til resten af klummens indhold (og Vinn Nielsens litterære niveau).
Han besindede sig dog.
Der er dog en illustrativ passage sidst i Vinn Nielsens klumme, som Grünbaum refererer i hans anmeldelse, og som undertegnede fik lyst til at blogge om:
Blasfemi som demokratisk borgerpligt er rent ud genial, en kommentar til Muhammed-tegningerne fra 2005, skrevet “in the heat of the moment”. Om dengang forfatteren som ung og i beruset tilstand gik til gudstjeneste i Aalborg en søndag formiddag med det forsæt at pisse i døbefonten under nadveren. Han besindede sig dog. I modsætning til Jyllands-Posten.
Det var en god ting at den ungdommelige Vinn Nielsen besindede sig.
I modsætning til Jyllands-Posten?
Tillad mig at prøve at opsummere Jyllands-Postens budskab til dette lands muslimer:
I jeres hjem og moskéer er Muhammed præcis lige så hellig og ukrænkelig, som I selv vælger at gøre ham til. Men Muhammed tilhører hele menneskeheden, og udenfor jeres hjem og moskéer er menneskene ikke underlagt islamiske regler. I må hjertens gerne have jeres profet i fred, men I kan ikke få ham for jer selv.
Tillad mig at prøve at opsummere den ungdommelige Vinn Nielsens tiltænkte budskab til de aalborgensiske krikegængere:
Jeg forbeholder mig ret til at gå ind i jeres hjem, i jeres kirker, på jeres ejendom for at krænke jeres ritualer. I må ikke have jeres ritualer i fred.
De to budskaber er hverken moralsk, politisk eller åndeligt ækvivalente.
Er der nogen læsere, som har et bud på hvordan det kan lade sig gøre at hverken Vinn Nielsen eller Grünbaum formår at forstå fraværet af symmetri mellem de to handlinger?
