»Vi skal tage hensyn til hinanden. Og hvis man kan ryge uden at genere andre, så skal det være muligt. Hvis nogen ikke kan tåle røg, så skal de heller ikke gøre rent på røgfyldte kontorer«, siger Bertel Haarder.
Sjovt som man pludselig skal tage hensyn til de mennesker Bertel Haarder i sin tid som sundhedsminister havde travlt med at udnævne som tabere. Man kan vel glæde sig over Bertels nyfundne respekt for andre menneskers frie valg, men samtidig må man dog undre sig over hvorfor det ikke kan lade sig gøre at udvise samme respekt for folk der ryger andet end tobak, eller i det hele taget indtager andre former for rusmidler - uden i øvrigt at genere andre.
Det vækker også en vis undren at der skal gælde andre regler og normer på borgen, end de man forsøger at pådutte samfundet, for det er vel ikke en helt forkert formodning at der i samfundet findes voksne mennesker, siden det er her politikerne kommer fra - og ikke en fjern galakse af særligt voksne væsener?