Niels Lillelund spidder det borgerlige danmark.
Artiklen er låst for ikke abonnenter, men klippet krænker ikke ophavsretten efter min bedste overbevisning.
Man stoler på Gud, skilter gerne med det og med de livsbekræftende vers, man sådan kan gå og finde rundt omkring i den gamle psalmebog, men der er jo en anden del af ordsproget, der handler om at holde krudtet tørt. Og mens Vorherre nok klarer sig med eller uden Brian Mikkelsens festtaler, så er det anderledes med det tørre krudt. Det er her, der er kaldet på ministre og politikere.
Men når det kommer til det mere jordnære, kniber det gevaldigt. Her er det et borgerligt flertal, der lægger bekymringsløst landet øde, nedlægger klassisk græsk som fag på universitetet, og i gymnasiet slår religion, historie og oldtidskundskab sammen til »historisk-humanistisk faggruppe« for at skabe »synergieffekter«, ord på ord på ord; mens græsset gror, dør horsemor, men vi satser på integrationen.
For sådan taler et borgerligt Danmark, der bærer sine værdier i brystlommen sammen med pyntelommetørklædet og giver fanden i resten, en borgerlighed, der er forstenet i form og idelige skåltaler, og som inderst inde godt ved, at det hele er løgn. Ligesom integrationen.
