Vi må stille særlige krav til politikerne (i hvert fald til de liberale som er indenfor rækkevidde, forståelsesmæssigt) i forhold til at gøre en særlig indsats for de svage og ikke blot bruge de svage som afsæt for egen politisk karriere. Vi som vælgere og særligt den seriøse presse, må holde øje med politikere, der forsøger at fremme egen karriere på bekostning af eller ved brug af andre, særligt de svage. At bruge de svage som et middel er usmageligt. Svaghed og de svage er relative størrelser. Der vil altid være svage i et samfund, kendetegnet ved fraværet af fuldstændig lighed, uanset niveauet i det hele taget. Der er svage i Danmark, økonomisk set, helbredsmæssigt set, intellektuelt set.
Danmark er ikke et solidarisk velfærdssamfund kendetegnet ved en høj grad af velgørenhed, som eksempelvis USA, men en velfærdsstat. Den svages skæbne er et anliggende for staten. Et urimeligt højt skattetryk, hvor jævne indkomster top-beskattes, giver mulighed for at opbygge en samfundsformation, som en velfærdsstat kan betegnes som. Et system, hvor alle via skattesystemet tager sig af alle og alligevel ikke nogen - personligt!
En samfundsformation kendetegnet ved at inddrive og fordele goder og byrder i samfundet. Og kontrollere borgernes sociale rettigheder og opbygge et bureaukrati til at løfte denne snagende og intimiderende opgave, der gang på gang overtræder grænsen til det private. Altruisme og næstekærlighed er deponeret i offentlige systemer og hos professionelle og offentligt betalte behandlere af alle mulige slags. Dertil har vi en lang række overbudspolitikere, der er gode til at holde de offentlige tilbud i gang og udbygge disse og sørge for at flere og flere velnærede middelklasseborgere bliver opmærksomme på, at også de har et behov for hjælp – på samfundets regning, herunder de allersvageste, for hvem velfærdsstaten burde være arrangeret for.
Danmark er ikke et solidarisk velfærdssamfund kendetegnet ved en høj grad af velgørenhed, som eksempelvis USA, men en velfærdsstat. Den svages skæbne er et anliggende for staten. Et urimeligt højt skattetryk, hvor jævne indkomster top-beskattes, giver mulighed for at opbygge en samfundsformation, som en velfærdsstat kan betegnes som. Et system, hvor alle via skattesystemet tager sig af alle og alligevel ikke nogen - personligt!
En samfundsformation kendetegnet ved at inddrive og fordele goder og byrder i samfundet. Og kontrollere borgernes sociale rettigheder og opbygge et bureaukrati til at løfte denne snagende og intimiderende opgave, der gang på gang overtræder grænsen til det private. Altruisme og næstekærlighed er deponeret i offentlige systemer og hos professionelle og offentligt betalte behandlere af alle mulige slags. Dertil har vi en lang række overbudspolitikere, der er gode til at holde de offentlige tilbud i gang og udbygge disse og sørge for at flere og flere velnærede middelklasseborgere bliver opmærksomme på, at også de har et behov for hjælp – på samfundets regning, herunder de allersvageste, for hvem velfærdsstaten burde være arrangeret for.
