LEDER: SF's fortsatte nedtur i meningsmålingerne efter udskiftningen af Villy Søvndal med Annette Vilhelmsen på formandsposten er et tegn på sund dømmekraft hos danskerne. Det er alligevel ikke en succesopskrift blot at skilte med sine gode intentioner og fremstille sig selv som rund og rar. Der skal også være en substans.
Annette Vilhelmsen blev valgt fra stort set ingenting, fordi SF's medlemmer ikke kunne forlige sig med, at den økonomiske virkelighed sætter begrænsninger for en regerings udfoldelsesmuligheder. Man kan på et offentligt budget ikke varigt bruge mellem 22 og 39 mia. kr. for meget, selvom man måtte have nok så mange mandater i Folketinget at gøre det med. Så selv hvis SF på egen hånd havde 90 mandater i Folketinget, så ville partiet ikke kunne gennemføre dets valgprogram uden at kaste landet ud i økonomisk ruin.
Den pille var svær at sluge for SF's medlemmer, og de valgte Annette Vilhelmsen til at væres frontfigur for deres protest mod virkeligheden. Men SF's medlemmer udgør heldigvis kun en lille andel af SF's vælgere, og vælgerne er tilsyneladende klogere end som så.
For mens Vilhelmsen i overensstemmelse med sine løfter fra formandsvalgkampen i de seneste par uger har kastet sig ud i først et mærkeligt livtag med erhvervslivet, der ifølge hende konspirerer om ikke at skabe velstand i Danmark for at genere regeringens økonomiske politik, og dernæst fik lokket Socialdemokraternes erhvervsordfører til at kræve et forbud mod bankgebyrer, for derefter selv at ende med at foreslå en hotline til folk, der er utilfredse med deres bank, så er vælgerne altså sevet fra SF.
Der er altså grænser for, hvor langt man kan nå i politik med den blanding af amatørisme og blåøjet venstreorienterethed, som har vist sig at være Annette Vilhelmsens varemærke. Tak for det.
