Gode vækstudspil fra K og LA

Det følgende er ikke en analyse eller grundig gennemgang, blot nogle kommentarer til de to vækstudspil fra K og LA

torbenmarkp

15/04/2014

Det følgende er ikke en analyse eller grundig gennemgang, blot nogle kommentarer til de to vækstudspil fra K og LA.

Det er særlig glædeligt, at K nu også er begyndt at udarbejde seriøse økonomiske oplæg. Det er ikke noget, vi er vant til at se fra Konservatives side. Og faktisk er der flere tal og kildehenvisninger i K’s oplæg end i LA’s. Til gengæld skæmmes oplægget også af et par økonomiske misforståelser omkring jobfradragsordningen. Måske skulle K ansætte nogle bedre økonomer i deres sekretariat?

LA’s oplæg er også mere ambitiøst målt på omfanget af skatte- og afgiftslettelser. Men hverken LA’s eller K’s vækstplaner kan sige sig fri fra mærkværdigheder. LA vil særligt tilgodese turisterhvervet uden nogen som helst begrundelse for, at de skattelettelser skulle give mere effekt for pengene end andre skattelettelser, og det er nok meget tvivlsomt, om det er tilfældet. Helt galt går det for Konservative, der ligefrem vil øge tilskud til danske landdisktrikter og øer! Det er altså ikke noget, der hører hjemme i en vækstpakke.

K er derimod mere ambitiøse for så vidt angår at kræve en lempelse af topskatten med 6 procentpoint. K’s gamle kæphest om, at ingen skal betale mere end 50 pct. i indkomstskat. Der står derimod intet om topskatten i LA’s udspil.

Desværre går K med på de rødes dagsorden, når de afsætter 6,7 mia. kr. til at finansiere topskattelettelsen (hvilket selv med ”gamle” tal er en vild overdrivelse). De burde have lagt sig op af Produktivitetskommissionen, der har beregnet, at det faktisk giver et merprovenu på 350 mio. kr. at sænke den sammensatte marginalskat med ét procentpoint. Gælder det for de første 6 procentpoint, så vil det altså ikke koste penge men give et merprovenu til statskassen på 2,1 mia. kr., hvis topskatten blev sænket med 6 procentpoint. Det er endnu mere mærkværdigt - og kritisabelt - at LA slet ikke foreslår en lempelse af topskatten i deres vækstudspil, især når det ifølge Produktivitetskommissionen ikke alene er en ”free lunch”, men at det tilmed kan give et merprovenu til statskassen at lette topskatten. Det er en pointe, som borgerlige partier burde gentage offentligt igen og igen, indtil selv de mest tungnemme socialdemokrater ikke længere kan lade som om, de aldrig har hørt om det før.

Det er også trist, at Konservative ikke kan dy sig for at finansiere deres foreslåede skattelettelser med yderligere skatteforhøjelser på 5,4 mia. kr., nemlig ved at fjerne den grønne check og fjerne fradrag for fagforeningskontingent. Det reducerer voldsomt ambitionsniveauet i K’s plan.

Hverken K eller LA foreslår at selskabsskatten skal sænkes yderligere, selv om Produktivitetskommisisonen netop igen igen har slået fast, at det er den mest forvridende form for skat. Til gengæld har K og LA nærmest enslydende forslag om at reducere aktie- og kapitalbeskatning med ca. 1,5 mia. kr. Det er fint, men beskedent.

De to vækstudspil fra LA og K er sikkert omtrent, hvad man kan præsentere som et forhandlingsoplæg med regeringen, selv om ambitionsniveauet generelt er lavt. Men hvad vil Venstre? Jeg har ledt forgæves efter noget samlet udspil fra Venstres side, men de lurpasser tilsyneladende som sædvanlig. På mig virker det både useriøst, og det giver ikke ligefrem nogen større forhåbning om, at en kommende Venstreledet regering vil gå i spidsen for at gennemføre de nødvendige reformer.

Kilde: