Globalisering og grå leverpostej

Der er meget snak om indvandring, personligt er jeg mere tilhænger af LA's udmelding om at alle kan komme ind, men man kan ikke importere bistandsklienter. Herfra er dar naturligvis en masse selvopfundne komplikationer, nogle relevante og andre ikke, men hvis ovennævnte er visionen kan man vel arbejde derfra. Det største fremtidige risiko i en Globaliseret verden er efter min mening ikke indvandring men udvandring. Nuvel man er begyndt at se på dette i vanlig Dansk stil, hvis man ikke kan motivere firmaer og mennesker til at blive må man straffe dem, som en virtuel Berlinmur. Man taler om at tage pusten fra nyuddannede ved at opkræve SU tilbage i stedet for at gøre det attraktivt at arbejde eller initiativtage i DK. Vi elsker omvendt motivation som støtte til offentlig transport ved at straffe bilister, energi besparelse ved at straffe forbrug, osv osv. Lets face it, hvad har vi efterhånden at tilbyde herhjemme: Lav skat, godt vejr, fællesskab, iværksætter miljø, velstand? Nej nej og nej. Politikkers har i årevis bestemt hvad der er velstand, og langsomt i generationer er vi programeret til at mene at omfordelingspolitik er den eneste sandhed, og alle andre lande er enten assosiale eller præget af forfærdelige forskelle mellem rig og fattig. Resultatet er at 90% af os er blevet grå leverpostej, ikke rig eller fattig men trods alt lykkelige så længe vi planlægger efter at bruge systemet fornuftigt, at vores budget og liv er tilrettelagt efter regler og tilskud. Vi sidder ikke fast i fattigdom, vi sidder fast i grå leverpostej, det kræver noget ekstraordinært at trække os ud. Vi har korte arbejdstider, har alle vindue på vores kontor, og har heldigvis en ens lav service af den offentlige med gennemsnitlige skoler, hospitaler osv. selvfølgelig lige undtaget dem der der til vores forargelse insisterer på at betale ekstra for privatskoler og Hospitaler. Nå men hvor længe kan vi lokke unge initiativtagere til at blive i DK med udsigten til et liv i grå leverpostej, hvor en evt. toplønning bliver straffet, eller hvor det mest attraktive i arbejdslivet er en kort arbejdsdag (selv med 15 min mere) Hvor længe kan venner og familie samt kartofler med brun sovs konkurere med et frit valg omkring hvordan man vil forvalte sit liv, og mod lande der belønner ekstra insats. Truslen om de onde fremmede samfund hvor folk dør uden sundhedsforsikring osv er ikke mere. Vil man hellere betale den Danske tvangs forsikring og leve i grå leverpostej, eller vil man ud hvor man ikke behøver sneklædt i fradrag og tilskud, men kan leve sit liv efter sine ønsker i de faser man gennemgår som menneske. Forskellige ting er nødvendige og sjovt i forskellige faser, mit råd vil være at rejse ud, find et godt job med lav skat i et dejligt klima, og nyd friheden til at leve som man vil. Tegn forsikringer og få sikkerheden for god behandling, tag til steder der værdsætter din insats, steder der rent faktisk holder af kunder. Tag til ulande og føl taknemmeligheden ved at gi en hånd med, og hvor taxameter ikke sikrer middelmådighed. For dem der kommer tilbage, hjæp os til at komme ud af middelmådighedens jerngreb. Hjælp os til et system hvor de trængende behandles anstændigt og hvor vi belønner initiativer. Hvor vi kan bestemme over vores liv, og det service niveau vi selv ønsker i stedet for det politikkerne har bestemt. Det A og B hold vi er så frygtelig bange for eksisterer jo allerede, selv om vi prøver at trække A ned til B's niveau. Hermjemme er formålet i sig selv at straffe A holdet, dette er en uvirkelig realisme som kun B holdet kan være enig i. Der er nødt til at være en forskel, hvis vi alle er B kan vi ikke leve, det har fortidens kommunisme bevist. Hvis man vil være A (for mig er A frihed til at disponere som man vil) skal man ud af DK, med mindre man er meget begavet, privilegeret eller heldig og det er for få forundt. Det lille A hold er sjovt nok delvis fortalere for alle skal være B, bedst illustreret ved HTS familien der delvist er udrejst og derfor kan udnytte systemet, og dermed have råd til det A valg som de ikke ønsker andre skal have. Det er naivt at tro vi kan holde folk hjemme mere, idealismen og fællesskabet er væk og flere vil opdage det af de kommende generationer. Danmark er godt nok en af de mest attraktive B lande for vi har det jo godt - endnu - men for at det skal forsætte og for til stadighed at hæve B niveauet, skal vi altså stoppe med at straffe og begynde at belønne. B mentaliteten er langsigtet træning fra statens side og kun en vedholdende indflydelse i opvækst fra familie samt globalisering kan gøre det ok at stræbe for at komme på A holdet, flere og flere unge ser da heldigvis også en mulighed for at være fri som attraktiv før man forsvinder i den grå masse. Ambitionerne skulle være at gøre DK så attraktiv for alle at vi vælger at være her, det gælder såvel A som B, ellers ser vi A udvandre og B indvandre.