Liberalisme kommer i debatten ofte til at fremstå som en diskussion om hvor højt skattetrykket skal være og hvor meget man kan reducere de offentlige omkostninger.
Skat er, når det kommer til stykket, kun en mindre brik i kampen for frihed, som jeg foretrækker at kalde det i stedet for liberalisme. Som privatpersoner har langt de fleste af os penge nok, hvis ikke vil vi nok stadig mangle penge selvom skatterne sættes ned.
Kampen drejer sig også om de frie markedskræfter, og dermed optimal produktion og billige varer, men heller ikke det er hovedsagen.
Kampen står mod noget andet og langt vigtigere, staten og velfærdssamfundets omklamring af os som borgere og kampen står for vores ret til at leve og udfolde os frit, kun begrænset af regler der er nødvendige for at beskytte vores medborgere. Det vil sige mod fællesskabets diktatur.
Den vigtigste grund til, at skatterne skal ned, er ikke at den private sektor mangler penge, der er masser af penge til rådighed for gode private initiativer. Skatterne skal derimod ned fordi pengerigelighed hos staten er skadelig. Det evige argument for høje skatter er alt det gode staten påstås at gøre for os, men det meste af det staten gør, kan andre gøre bedre og billigere, så det er intet argument.
Det omfattende bureaukrati og væksten i love og regler, der hæmmer borgernes frihed er kun mulig fordi, staten har et overskud af ressourcer. Den næsten frie adgang til ressourcer fjerner de vigtigste naturlige barrierer mod et uhæmmet og voksende bureaukrati. Selvom man løbende må høre på beklagelser over, at det offentlige hele tiden må prioritere, er sandheden, at alvorlig seriøs prioritering er ukendt for staten.
De vildt voksende ressourcer bliver i stort omfang anvendt til at fratage borgerne ansvar for eget liv med det resultat at vi har et samfund af klynkemostre. Uden uanede ressourcer var der heller ikke grundlag for at håndhæve den stadige strøm af regler og forbud. Regel- og forbudsmøllen kan kun stoppes ved at indtørre mængden af penge, der flyder ind i statskassen.
Vi bør alle glæde os over den medvind LA har fået den seneste tid på grund af en god indsats og ikke mindst fordi de øvrige politiske partier tumler rundt som tumper. Medvinden er især hentet på de forskellige økonomiske forslag LA er kommet med. Det er forslag, der vil fremme den økonomiske vækst og økonomiske frihed, det er godt gået, men pas på at spørgsmålet om lavere skatter ikke reduceres til en simpel materialistisk kamp. Meget af medvinden er alene båret af grådighed hos den samme pøbel, der ønsker flere offentlige ydelser. Når vi får skatterne ned vil mange af dem stadig synge den samme sang om manglende offentlig service.
Husk at lavere skatter kun er et led i den værdipolitiske kamp for mere frihed og for en mere værdig relation mellem stat og borger. Vi som borgere skal også huske, at vi skal være parate til at påtage os mere ansvar og ikke skal forvente, at andre tænker for os.
Kampen for omstilling til et samfund, hvor det er en dyd at klare sig selv, den bliver lang og sej, men er dog langt vigtigere end slagsmålet om håndører.
Skat er, når det kommer til stykket, kun en mindre brik i kampen for frihed, som jeg foretrækker at kalde det i stedet for liberalisme. Som privatpersoner har langt de fleste af os penge nok, hvis ikke vil vi nok stadig mangle penge selvom skatterne sættes ned.
Kampen drejer sig også om de frie markedskræfter, og dermed optimal produktion og billige varer, men heller ikke det er hovedsagen.
Kampen står mod noget andet og langt vigtigere, staten og velfærdssamfundets omklamring af os som borgere og kampen står for vores ret til at leve og udfolde os frit, kun begrænset af regler der er nødvendige for at beskytte vores medborgere. Det vil sige mod fællesskabets diktatur.
Den vigtigste grund til, at skatterne skal ned, er ikke at den private sektor mangler penge, der er masser af penge til rådighed for gode private initiativer. Skatterne skal derimod ned fordi pengerigelighed hos staten er skadelig. Det evige argument for høje skatter er alt det gode staten påstås at gøre for os, men det meste af det staten gør, kan andre gøre bedre og billigere, så det er intet argument.
Det omfattende bureaukrati og væksten i love og regler, der hæmmer borgernes frihed er kun mulig fordi, staten har et overskud af ressourcer. Den næsten frie adgang til ressourcer fjerner de vigtigste naturlige barrierer mod et uhæmmet og voksende bureaukrati. Selvom man løbende må høre på beklagelser over, at det offentlige hele tiden må prioritere, er sandheden, at alvorlig seriøs prioritering er ukendt for staten.
De vildt voksende ressourcer bliver i stort omfang anvendt til at fratage borgerne ansvar for eget liv med det resultat at vi har et samfund af klynkemostre. Uden uanede ressourcer var der heller ikke grundlag for at håndhæve den stadige strøm af regler og forbud. Regel- og forbudsmøllen kan kun stoppes ved at indtørre mængden af penge, der flyder ind i statskassen.
Vi bør alle glæde os over den medvind LA har fået den seneste tid på grund af en god indsats og ikke mindst fordi de øvrige politiske partier tumler rundt som tumper. Medvinden er især hentet på de forskellige økonomiske forslag LA er kommet med. Det er forslag, der vil fremme den økonomiske vækst og økonomiske frihed, det er godt gået, men pas på at spørgsmålet om lavere skatter ikke reduceres til en simpel materialistisk kamp. Meget af medvinden er alene båret af grådighed hos den samme pøbel, der ønsker flere offentlige ydelser. Når vi får skatterne ned vil mange af dem stadig synge den samme sang om manglende offentlig service.
Husk at lavere skatter kun er et led i den værdipolitiske kamp for mere frihed og for en mere værdig relation mellem stat og borger. Vi som borgere skal også huske, at vi skal være parate til at påtage os mere ansvar og ikke skal forvente, at andre tænker for os.
Kampen for omstilling til et samfund, hvor det er en dyd at klare sig selv, den bliver lang og sej, men er dog langt vigtigere end slagsmålet om håndører.
