En gang om året ser jeg gerne en god, gammeldags stening på computeren. Det er sket at jeg et enkelt år glemmer det, men så kommer jeg stærkt igen året efter.
Men hvad er stening så for en kuriøs størrelse? En person, typisk en kvinde, omringes af 10-20 mænd der kaster sten på hende til hun dør af sine kvæstelser. Stening er den gudgivne dødsdom for utroskab (eller som det så ofte hedder herhjemme - voldtægt).
Hele stammen har mulighed for at være med til festlighederne, og familiemedlemmer er selvfølgelig også meget velkomne (det er trods alt for deres skyld). Denne eksotiske teambuilding styrker fællesskabsfølelsen, og sikrer at ingen enkeltperson kan løbe med æren for det dræbende kast.
Stening er en traditionsrig og stolt praksis med mange fine detaljer. Erfaringsmæssigt ved man at folk der stenes, har en irriterende tendens til at stikke af. Dette problem afhjælpes almindeligvis ved at man begraver synderen til livet. Nogle gange begraver man til halsen, men det er ikke altid lige så festligt. Dels er målet sværere at ramme (selv for en rutineret stener) og dels er forestillingen hurtigt overstået når først der rammes - og det er bestemt ikke er meningen. Havde det skulle gå hurtigt, ville man i stedet have benyttet sig af en anden publikumsfavorit; halshugning med sabel. Men nej, en rigtig stening er anderledes og skal helst trække ud. Derfor skal man ikke gå for tæt på og heller ikke kaste med for store sten. Der opereres altså med de samme principper som i Det Muntre Køkken, bortset fra at det er gratis, og man ikke skal stå i kø.
Nogle gange pakkes synderen ind i et hvidt klæde der dækker både krop og ansigt. Når så regnen af sten begynder, kan man ane de første blodpletter trænge igennem stoffet. De små røde pletter vokser sig dog hurtigt store og til sidst er klædet gennemvædet indefra. Under bombardementet svajer den nedgravede krop frem og tilbage i henhold til fysikkens love, alt imens pøblen bliver mere og mere ophidsede i deres eksekvering af retfærdighed. Livet rinder langsomt og voldsomt ud, og grænsen mellem liv og død synes underligt flydende.
Men hvorfor har jeg så denne perverterede fetich? Hvorfor ser jeg den slags? Jeg gør det af samme årsag som når jeg genser rædslerne fra 11. september. Jeg gør det fordi det minder mig om at der er gode værdier og dårlige værdier – rigtigt og forkert, godt og ondt. Jeg gør det for aldrig nogensinde at blive lullet ind i fortællingen om at alle samfund er lige gode… bare forskellige. Jeg gør det fordi det kalibrerer mit moralske kompas. Jeg gør det… fordi det er sundt.