Gi mig stuepiger til 40 kroner i timen

Lad der komme skibe lastet med flinke damer, klædt i hvide forklæder og bevæbnet med kost og spand

Asger Juhl,

22/07/2010

Lad der komme skibe lastet med flinke damer, klædt i hvide forklæder og bevæbnet med kost og spand. Lad dem lægge til kaj i enhver større dansk provinsby, og lad dem passe os.
De rare rengøringsdamer er kommet fra Filipinerne for at gøre rent, lave mad og passe børn - for 40 kroner i timen.

Denne scene er kun en drøm. Desværre.

For det er ulovligt at ansætte rengøringskoner og barnepiger fra fattige lande til kun 40 kroner i timen. Jo, det er ok, hvis man benytter au pair-ordningen, men ellers ikke.
Og det, synes jeg, er ærgerligt.

Jeg synes, at arbejdskraften skal flyde frit fra den tredje verden til de danske parcelhuse.
Jeg burde have lov til at hyre en sober og venlig rengøringsfanatiker fra Manila til at svinge opvaskebørste og støvsuger i mit hjem for - lad os sige - 40 kroner i timen plus kost og logi.

Og inden du får fagforeningskontingentet galt i halsen, så lad mig forklare hvorfor.

Hvis jeg kan få en filipinsk husmor til at komme herop på de vilkår, hvem er det så lige, jeg træder over tæerne?
Filipineren vil gerne - ellers ville hun ikke være kommet. Med dette job, kan hun måske sørge for at hendes børn får en uddannelse. Pengene er sandsynligvis kærkomne.
Det kan da godt være, at hun hellere ville have 100 kroner i timen ligesom en dansker. Men i så fald kunne jeg ikke tilbyde et job, da jeg ikke har råd til at betale en hund i timen.

Det vil også være godt for Filipinerne - altså landet.
Hvert år sender au pair-piger flere milliarder fra Danmark til deres familier i Filipinerne. Det beløb ville stige dramatisk, hvis vi gav rengøringen fri. Det hjælper med at udvikle et fattigt land.

Vores danske børn får det også godt. En filipiner i huset vil give vores børn mindre stressede forældre og mere kvalitetstid med mor og far.

Kvinderne får det godt . Feministerne vil kunne glæde sig over, at de klassiske kvindetjanser i hjemmet vil være besat til filipinsk side, og damerne vil derfor kunne give den mere gas på arbejdsmarkedet og hale lidt ind på os mænd.

Samfundsøkonomien vil få det bedre. Hvis det er så vigtigt at danskerne skal arbejde mere, så vil de få mere tid til arbejde, når hushjælperne klarer indkøbene. Det skaber vækst og mere produktivitet.

Årsagen til forargelsen mod lavt betalte udlændinge i Danmark er ikke andet end skrivebordsmoral fra folk, som mener at vide, hvad der er bedst for andre. Når fagforeningsfolk eller andre snakker om udnyttelse af fattige folk, så siger jeg: spørg de fattige selv. De ved vel bedre end jer, om de bliver udnyttet.

I virkeligheden vil vi jo gerne have dem til at arbejde for os til en lav løn. Så længe vi ikke ser dem knokle.
Systuerne i hele asien er proppet med svedende mennesker, der arbejder for os og laver vores tøj - til en meget lavere løn end 40 kroner i timen.
Men det er ganske lovligt. Er det kun lovligt, fordi vi ikke kan se dem?
Her ligger noget dobbeltmoral gemt.
Hvis de må sy, hvorfor må de så ikke vaske op?

Læs mere på http://asgerjuhl.blogspot.com/

Kilde: